Gå til indhold

Kirurgisk Sengeafsnit 1

Se kontaktoplysninger

Kirurgisk Sengeafsnit 1 består af en række dedikerede medarbejdere, som arbejder godt sammen på tværs af fag og specialer. Vi er højt specialiserede i godartet øvre kirurgi og er en af landets største afdelinger for operationer for galdesten, refluks, overvægtskirurgi og brok (navlebrok, arbrok, stomibrok etc), samt mere almindelige kirurgiske lidelser. Desuden varetager vi lindrende behandling af patienter med kræft í spiserør, mavesæk, bugspytkirtel, galdeveje og lever.

Vi er en af fem afdelinger i Danmark og den eneste i Region Sjælland, der behandler patienter med store bugvægsdefekter efter tidligere operationer, og som kræver avanceret rekonstruktionskirurgi.

I Kirurgisk Sengeafsnit 1 udøver og udviser vi den højeste faglighed, forankret i viden og kompetente medarbejdere.
Vi tilrettelægger patientforløb med kontakt til Patientansvarlig læge og Patientansvarlig sygeplejerske, med så få overgange som muligt og gennem samarbejde med andre sygehuse, afdelinger, kommuner og hjemmepleje, for at sikre, at patienterne får en tryg og sikker udskrivelse.

Undersøgelse og behandling

Du bliver indlagt på Kirurgisk Sengeafsnit 1, hvis du skal have foretaget et planlagt indgreb, der ikke kan foregå ambulant. Du bliver også indlagt hos os, hvis du bliver opereret akut eller har sygdom i mave-tarmkanalen, der kræver indlæggelse udover 3-4 dage.

Hvad behandler vi:

Vi modtager såvel akutte som planlagte patienter til indlæggelse. De fleste patienter udskrives efter 1-2 dage indlæggelse, men da vi har regionsfunktion for en række komplekse tilstande, har enkelte patienter mere langvarige forløb. Efter udskrivelse tilbydes alle patienter 14 dages direkte telefonisk kontakt døgnet rundt ved akut opstående problemer relateret til deres indlæggelse.

Vores operationer foregår både under indlæggelse og som sammendagskirurgi, hvor man møder ind om morgenen og går hjem senere samme dag.

Vi foretager udredning og operation for

• Overvægtskirurgi 
• Komplicerede bugvægs-og stomibrok 
• Galdevejslidelser 
• Almindelige lyske-og bugvægsbrok 
• Operation for refluks 
• Udredning for kræftsygdomme lokaliseret til den øvre mavetarm kanal (spiserør, mavesæk, lever, galdeveje og bugspytkirtel) Mave-Tarm-Kirurgisk Ambulatorium

 

Dit forløb

Vi planlægger dit forløb sammen med dig og dine pårørende. Det er vigtigt, du ved, hvad der skal ske, og at du føler dig tryg.​ Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at få svar på alle dine spørgsmål. 

Indlæggelse

Når du skal indlægges, må du meget gerne medbringe:

  • Din medicin
  • Toiletartikler
  • Hjemmesko
  • Morgenkåbe
  • Løsthængende tøj
  • Evt. briller
  • Evt. høreapparat
  • Hvad du ellers har brug for
  • Så få værdiggenstande som muligt

Du er altid velkommen til at kontakte personalet, hvis du har spørgsmål eller noget, du vil gøre opmærksom på.​ Vi håber, at din indlæggelse hos os bliver en positiv oplevelse. 

En indlæggelse i forbindelse med planlagt operation kan se sådan her ud:

  • Dagen før operationen kontakter du os telefonisk for at få at vide, hvad tid du skal møde på operationsdagen. Ved nogle operationer er en blodprøve om morgenen nødvendig. Det bliver du informeret om til forundersøgelsen i ambulatoriet.
  • Du møder fastende og tørstende ind på afdelingen på det aftalte tidspunkt. Dine pårørende er velkomne til at følge med dig. Husk eventuelt fjernelse af hår samt at fjerne makeup, neglelak, piercinger og smykker. Du skal faste fra kl. 2.00 og tørste fra kl. 6.00, drik gerne et glas saft eller juice med sukker inden kl. 06.00.
  • En sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent tager imod dig på afdelingen og viser dig tilrette, enten i en hvilestol på en enestue eller på gangen, eller du vil få anvist en stue med en seng. Du skal have støtte-strømper på for at forebygge blodpropper.
  • Dine pårørende kan blive på afsnittet, mens du er til operation. De er også velkomne til at køre hjem og komme igen senere.
  • Du bliver fulgt over til operationsgangen af en serviceassistent, enten til fods eller i en seng. Efter operationen er du på opvågningsafdelingen, indtil du er godt smertedækket og ikke så påvirket af bedøvelsen.
  • Når du er tilbage i sengeafsnittet, vil sygeplejerskerne eller social- og sundhedsassistenterne rette fokus mod din rehabilitering. Alt efter hvilken operation du har fået, er du klar til udskrivelse senere samme dag eller en af de nærmeste dage.
  • Du skal selv sørge for transport hjem efter operationen. Vi anbefaler ikke, du selv kører bil samme dag, som du er opereret.
  • Efter udskrivelsen kan du henvende dig i 14 dage til afdelingen.

Udskrivelse

Det er vigtigt, at du er tryg, når du skal hjem. Stil spørgsmål, hvis du er i tvivl. Det kan være en god idé at skrive ned, så du husker at få svar på alle dine spørgsmål.​ Du skal blandt andet have svar på følgende spørgsmål:

  • Hvilken medicin skal jeg tage?
  • Er der noget, jeg være særligt opmærksom på?
  • Har I givet hjemmeplejen besked om, at jeg kommer hjem?

Hvis du har spør​gsmål, er du velkommen til at ringe til os de første 14 dage efter du er kommet hjem. Derefter skal du ringe til din egen læge.​

Besøg på sygehuset: Vigtig information

Du kan gøre en forskel

​Som pårørende kan du støtte og hjælpe. Både praktisk i forbindelse med pleje, men også ved at lytte og stille spørgsmål.

  • Tag med på sygehuset.
  • Hjælp med det praktiske.
  • Lyt efter og husk, hvad personalet fortæller.
  • Stil spørgsmål til undersøgelser og behandling. Skriv gerne spørgsmålene ned hjemmefra.

Kontaktpårørende

Det er en stor hjælp, hvis I som pårørende aftaler, hvem der skal være den kontaktperson, vi informerer. Kontaktpersonen er også den, der kan ringe til os, og derefter give information videre til resten af familien.

Husk som gæst på sygehuset

  • Vask og sprit dine hænder.
  • Vis hensyn i hviletiden, og når personalet skal tale med eller behandle andre patienter.
  • Sæt din telefon på lydløs.
  • Benyt høretelefoner, hvis du hører musik eller ser film på din tablet eller computer.

Hygiejne

Rene hænder redder liv - bakterier og virus spr​eder sig via hænderne. Vask dine hænder grundigt - og sprit dem af bagefter. Så er risikoen for at sprede bakterier mindre.

Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Blomster

På grund af hygiejne må du ikke medbringe planter med jord på. Afskårne blomster er ok.

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Kirurgisk afdeling

Sengeafsnit 1

Blå fløj R7

Lykkebækvej 1, 7. Sal

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Besøgstider

Vi har fri besøgstid. Vis hensyn - hviletid kl. 12-14

Ring til os

Kl. 13.00-14.00

Tlf. 47 32 31 20

Tlf. 47 32 31 20

Skriv til os

Øvrig information

Planlagte og akutte operationer