Gå til indhold

Indlæggelse og operation i fuldbedøvelse

I Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk afdeling opererer vi akutte og ambulante patienter i fuld bedøvelse.

Indlæggelse og operation i fuldbedøvelse

Samtale forud for operationen

Forud for operationen i fuld bedøvelse (narkose) kan du eventuelt blive indkaldt i ambulatoriet i Køge til en samtale med en kæbekirurg og en sygeplejerske. Under samtalen bliver der givet en del informationer, så det er en fordel at have pårørende med til samtalen. Det er vigtigt, at du og dine pårørende stiller de spørgsmål I har. Du kan forberede dig inden samtalen ved at skrive dine spørgsmål ned.

Da operationen foregår i fuld bedøvelse skal du også tale med en narkoselæge. Denne samtale foregår på anæstesiologisk afdeling.
I nogle tilfælde har vi også brug for, at du får taget blodprøver og et EKG. Dette foregår på klinisk biokemisk afdeling. Du får besked af kæbekirurgen, om det er nødvendigt at få taget disse undersøgelser.

Faste

Du skal være fastende og derfor overholde følgende fasteregler:

  • Mad: Du må ikke spise 6 timer før din mødetid. Dette gælder også pastiller og bolcher, tyggegummi og frugt o.l.
  • Drikke: Du må drikke indtil 2 timer før mødetiden. Du må kun drikke klare væsker, dvs. ingen mælkeprodukter eller fx juice med frugtkød.
Rygning

Rygning frarådes i minimum 4 uger op til operationen og indtil behandlingen er afsluttet af hensyn til effektiv sårheling. Vi henviser til Sundhedsstyrelsens »Rygning og operation« på www.sundhedstyrelsen.dk.


Personlig hygiejne før operationen
  • Vask hele kroppen grundigt. Vær speciel omhyggelig omkring næsen, armhulen, navlen, lysken og skridtet.
  • Vask håret
  • Brug ikke creme i ansigt/hals
  • Skæg skal barberes med maskine. Skraber frarådes, da det kan give smårifter i huden.
  • Du skal børste dine tænder grundigt, men ikke synke vandet.
På operationsdagen

Du skal møde fastende og henvende dig i receptionen i R-fløjen ved indgang 2 til det aftalte mødetidspunkt. Her vil du blive vist til et venteværelse og en sygeplejerske vil hente dig.

Du får udleveret:

  • Hospitalstøj
  • Armbånd med dit navn og cpr-nr.
  • Du må ikke have smykker, piercinger, make-up eller neglelak på.

Du er velkommen til at tage en pårørende med, som kan følge med dig op til operationsgangen.

Opvågningen

Du forventes at skulle være på opvågningen et
par timer. Personalet giver besked til sengeafsnittet, som kan orientere dine pårørende om, hvornår du er tilbage i sengeafsnittet.
Har du vedvarende kvalme og/eller opkastninger, kan du få noget kvalmestillende medicin.

Under operationen vil der blive lagt et rør i halsen, som hjælper dig med at trække vejret. Dette kan give lidt hæshed og ubehag. Generne vil oftest være overstået i løbet af et par dage.

Efter operationen

Bliver du udskrevet samme dag som din operation, vil du modtage information omkring, hvordan du skal forholde dig af kæbekirurgen. Dette vil foregå på afsnittet.

Skal du overnatte på sengeafsnittet, vil du dagen efter operationen komme over i vores ambulatorie og tale med en kæbekirurg og en sygeplejerske. De vil gennemgå efterforløbet med dig.

Kontrol

Det er forskelligt, hvorvidt der er behov for en kontroltid. Du vil enten få tilsendt en ny tid eller få den udleveret i ambulatoriet.
Som oftest syer vi med tråde, som opløses af sig selv efter et par uger. Er du blevet syet med tråde, der ikke opløses af sig selv, vil vi fjerne dem, når du kommer til kontrol.

Smerter

Når bedøvelsen aftager, kan du forvente ømhed og lettere smerter. Du vil få udleveret en recept på smertestillende ved udskrivelsen, såfremt der er behov for dette.

Mundhygiejne

Efter operationen er det vigtigt, at du holder munden ren for at undgå infektion.

  • Du skal børste dine tænder som vanligt, dog ikke i det opererede område.
  • Du skal starte med at skylle munden med klorhexidin 0,1% dagen efter operationen. Dette købes i håndkøb på apoteket. Følg den udleverede vejledning.
Hævelse

Hævelse og misfarvning (blå mærker) kan forventes efter operationen. Hævelsen vil som regel tiltage over de første par dage, og derefter aftage over de følgende par uger.

Kost

Du skal spise og drikke afkølet det første døgn efter operationen. Dette er for at undgå, at der opstår blødning. De følgende dage skal du spise blød kost.

Blødning

En let sivblødning kan forventes de første par dage. Dette kan afhjælpes ved

  • at sutte på en isterning
  • bide sammen på en gazetampon i 1/2 time.
  • Ved fortsat blødning kan dette gentages.
Fysisk aktivitet

Hård fysisk aktivitet skal undgås de første par dage. Dette vurderes fra patient til patient.

Kontakt

Uden for åbningstid ved komplikationer eller akut behov for hjælp kontaktes:
Indtil 23: Informationen Køge Sygehus tlf. 56 63 15 00
Fra 23-08: Øre-næse- og hals sengeafsnit tlf. 47 32 38 00