Gå til indhold

Anerkendelse

Se kontaktoplysninger

Gennem de sidste år har en del patienter og patientforeninger peget på os og vores personale som nogle, der fortjener en særlig ros og påskyndelse.

Patienternes pris

Patientpris A3

Patienternes Pris til Kirurgisk Sengeafsnit A3 - 2017 (Kirurgisk Sengeafsnit 3)

Patienternes Pris giver patienter og pårørende mulighed for at udtrykke deres tilfredshed med behandlingen samt lære af patienterne.

Patienternes Pris går til Kirurgisk sengeafsnit A3 - 2017.
Alle ydede en uovertruffen behandling. Patienten bag indstillingen beskrev i sin indstilling sit forløb og hvorfor hun mente, at A77 skulle have prisen i år. Blandt andet fremhævede hun:

’Blev overflyttet fra intensiv Køge i oktober 2016 og oplevede, at alle ydede en uovertruffen, professionel og yderst kompetent behandling. Blev mødt med empati og forståelse, og man gav sig tid til at lytte til min komplicerede sygehistorie. Både jeg og mine pårørende var i ligeværdig dialog med læger og sygeplejersker, og på trods af at jeg var en kompliceret patient, var der altid opmuntrende ord, og jeg blev indgivet håb for fremtiden. Kæmpe anerkendelse til det kirurgiske team fordi det lykkedes dem at re-operere mig. Jeg har været alvorlig syg, men opholdet på A77 har hjulpet mig igennem. Hvis nogen fortjener patienternes pris er det A77, som gjorde hele forskellen i et forløb, der startede rigtig skidt, men endte positivt og har givet mig oplevelsen af en afdeling, hvor "patienten virkelig er alt”.

Specialeansvarlig overlæge Michael Seiersen modtog prisen på vegne af afdelingen på Patienttopmødet torsdag eftermiddag. Med prisen følger et diplom og en check på 25.000 kr. til afdelingen, som kan bruges til teambuilding og læring for alle personalegrupper i afdelingen.
Patientpris Endoskopi

Patienternes Pris til Endoskopien i Køge - 2019

De gør det ubehagelige overkommeligt.
Når denne fornemme pris går til medarbejderne på Endoskopiafsnittet på Kirurgisk Afdeling i Køge, er det fordi, det er tydeligt, at den professionelle faglighed går hånd i hånd med væremåden, så både patienter, pårørende og kollegaer oplever tryghed, tillid og nærvær. De er i stand til at gøre det ubehagelige overkommeligt.

Jonna Kielstrøm læste nogle af patienternes begrundelser højt fra indstillingerne:

  • De er professionelle og imødekommende
  • Fagligt, dygtigt, behageligt personale, empatiske, smilende, omsorgsfulde
  • Læge og sygeplejersker lytter til patientens ønsker og giver støtte
  • Har en pædagogisk måde at guide på
  • Højt informationsniveau
  • God betryggende behandling i behagelig atmosfære
  • Meget lydhøre

Og det kunne lyde som om, patienterne gerne ville komme igen, når de skriver:

  • Helt igennem god oplevelse på trods af nervøsitet
  • God service
  • God humoristisk sans
  • Glad for oplevelsen med personalet
  • Superfin oplevelse
  • 25.000 til forbedringer for patienterne

En del af personalet fra Endoskopiafsnittet modtog prisen på scenen som, udover æren, er på 25.000 kr. Pengene skal bruges til initiativer, der gør afdelingen endnu bedre.

- Det er helt fantastisk og et kæmpe skulderklap. I fortjener så meget at få den her pris i dag, sagde afdelingssygeplejerske Majken Strandskov Winther til medarbejderne på scenen.

 

 

 

Stomipris

Stomi-pris (Colit/Crohn) 2019

"Det har jeg aldrig prøvet før. Nu bliver jeg helt rørt", sagde Marie Pilebo, da alle hendes kollegaer fra sengeafsnit A1, Kirurgisk Afdeling, var samlet for at se hende få overrakt prisen med blomster og en kurv med lækkerier af Tine Erecius, der havde indstillet hende.

Tine Erecius fik i 2016 fjernet tyktarmen og fik derfor en midlertidig stomi. Et svært forløb med mange følelser. Og Tine Erecius var tydeligt rørt, da hun overrakte prisen:

 - Du er den mest fantastiske person, jeg har mødt i det danske sundhedsvæsen, og jeg har altså været diagnosticeret, siden jeg var 17 år.

I sin indstilling lagde hun vægt på, at Marie udviste et stort overblik gennem sygdomsforløbet og altid mødte hende der, hvor hun var. Hun var klar til at hjælpe, komme med løsningsforslag på udfordringer og bare lytte og tale om det, der var svært.

Hyldest til en velfungerende afdeling

Ifølge landsformanden for Colitis-Crohn Foreningen, Charlotte Nielsen, så er prisen også en anerkendelse og en hyldest til en velfungerende afdeling:

 - For patienterne kan mærke det, hvis stemningen ikke er god. Og fordi de i udgangspunktet ikke ønsker at være på afdelingen, og er kronisk syge, så er det fantastisk, når det faktisk bliver en god oplevelse. Vi giver prisen til et menneske, der har gjort sygdomsforløbet bedre, men det er også en anerkendelse til afdelingen, sagde hun. 

Ledende oversygeplejerske Ole Toftdahl Sørensen fortalte, at sådan en pris betyder alverden for afdelingen.

 

 

Nordstjernen - 2018

Nordstjernen er en pris, som skal tilkendegive, at hospitalet værdsætter og fremmer udviklings- og forskningsarbejde, der har betydning for patientforløbet.

Pia Scheuer fra Kirurgisk afdeling modtog prisen i 2018.

Pia Scheuer
​Nordstjernen er den klareste på himlen, og er kendetegnet ved ikke at bevæge sig i cirkler (som andre klare stjerner). Derfor bruges Nordstjernen til at navigere efter, ligesom den kan bruges til korrektion af misvisende kompas. Men den stjerne vi ser med det blotte øje er faktisk 3 stjerner, der roterer om hinanden, hvor Nordstjernen er den mest lysende. Sådan er det præcis også med Pia Scheuer.

Pia er en ledestjerne for sygeplejen i Kirurgisk Afdeling. Hun fremstår beskeden og sætter hellere andre på forreste række. Men hun er ledestjernen igennem sit engagement, sin vilje til forbedring og udvikling, kreativitet og evne for at etablere sammenhæng og samarbejde. Pia bevæger sig heller ikke i cirkler. Hun er ikke bange for at hoppe ud på ukendt grund, gå nye veje eller afprøve ukendte metoder, når blot hun kan se, at det giver mening for sygeplejen, personalet og patienterne.
Nordstjernens lys er egentlig styrken af 3 stjerner. Pia har også 3 grundsten: Uddannelse, Udvikling og Klinisk praksis. Hun fletter dem sammen, lader dem påvirke hinanden og dermed forstærkes resultaterne.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Kirurgisk Afdeling

Lykkebækvej 1

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Ring til os

Tlf. 47 32 30 11

Tlf. 47 32 30 11