Lukkede æggeledere
For at opnå graviditet på normal vis eller ved insemination kræver det, at der er passage gennem æggelederne. Underlivsbetændelse, infektion med kønssygdommen Klamydia eller blindtarmsbetændelse kan gøre, at æggelederne lukker til. Det betyder, at hverken sæd eller æg kan passere.
Skal du insemineres, kan vi bede om at få undersøgt dine æggeledere. Undersøgelsen (HSU), som er en gennemskylning med vand og kontraststof i æggelederne, foregår i fertilitetsklinikken.
Gennemskylning af vand i æggeledere (HSU)
En HSU foregår ved, at vi skyller vand og kontraststof gennem æggelederne via livmoderhulen. Lægen lægger et lille plastikkateter op i livmoderen ved en gynækologisk undersøgelse. Herefter bliver væsken sprøjtet gennem livmoderen og æggelederne.
Lægen vurderer, om der er passage ved at foretage en ultralydsskanning nedefra samtidigt med, at væsken løber igennem.
Nogle kvinder oplever ubehag og smerter ved undersøgelsen. Det kan være en god idé at tage smertestillende medicin, 1 g Parecetamol 1 time før undersøgelsen, hvis du er bekymret for smerte. Ofte forsvinder ubehaget lige efter proceduren.
Du får svar på undersøgelsen med det samme.
Efter proceduren løber der vand ud fra skeden. Det er væske fra proceduren og er helt normalt. Vi anbefaler, at du tager et bind med, som du kan bruge efterfølgende.