Gå til indhold

Insemination (IUI)

Inseminationsbehandling er den mildeste form for behandling af barnløshed og kan udføres både med egen sæd eller donorsæd.

Behandling med eget sæd​

Inseminationsbehandling tilbydes par, hvor manden har nedsat sædkvalitet eller hvor kvinden har PCOS og hos par med uforklaret barnløshed.

I vil få lagt plan ved en læge ved første samtale. Herefter er vil det være sygeplejerskerne på klinikken, der både scanner og inseminerer. I får individuel vejledning og støtte undervejs i forløbet.

Når mandens sæd placeres i livmoderen, kaldes det IUI-H, der står for Intra Uterin Insemination - Homolog sæd. Det betyder på dansk, at mandens sæd placeres i livmoderen.

Kvindens stimulation

Behandlingen består i, at du stimuleres med hormon, der modner 1-3 æg i æggestokkene. Ved skanning vurderes æggeblærernes modenhed ved at skanne deres størrelse. Selve ægget er kun 1/10 mm, så det kan ikke ses ved en skanning. Når æggene er modne, får du en ægløsnende sprøjte og tid til insemination ca. 36 timer efter, du har taget sprøjten.

Mandens sædprøve

Din partners sædprøve skal afleveres på klinikken om morgenen mellem kl. 8-9 i det sædbæger, I har fået udleveret. Der er mulighed for at lave prøven på klinikken, hvis transporttiden er for lang (over 2 timer)

Sædprøven oprenses, så de døde og dårligt svømmende sædceller sorteres fra.

Insemination

Inseminationen foregår ved, at en sygeplejerske fører et smalt plastikrør op i din livmoder. Hun sprøjter forsigtigt sæden op i din livmoder. Selve proceduren er smertefri, men der kan være lidt ubehag ifm. at det tynde rør skal op i din livmoder.

Optimering af behandlingen

På denne måde optimeres forholdene - ægløsningen er 'timet', sæden er oprenset og sædcellerne bliver sprøjtet op i livmoderen, så der kommer ca 100 gange så mange sædceller op i æggelederne, som ved et normalt samleje.

Chancen for graviditet afhænger af din alder, din mands sædkvalitet og årsagen til jeres barnløshed. Den gennemsnitlige chance for graviditet er ca. 15-20% per behandling.

Graviditetstest og skanning af graviditeten

2 uger efter inseminationen tages en graviditetstest. Hvis den er positiv, får I tid til graviditetsskanning 3 uger senere. Her kontrolleres blandt andet at fosteret ligger i livmoderen og at hjertet slår.

Behandling med donorsæd​​

Insemination med donorsæd tilbydes til par, hvor manden ikke har levende sædceller, til lesbiske par og til enlige kvinder. Insemination med donorsæd er det samme som IUI-D.

IUI-D står for intra uterin insemination - donorsæd. Oversat til dansk betyder det, at sæd fra en donor ved hjælp af et kateter, placeres i kvindens livmoder.

Der lægges plan for behandling ved første lægesamtale. Herefter vil det være sygeplejerskerne på klinikken, der både scanner og inseminerer. I får individuel vejledning og støtte undervejs i forløbet.

Insemination

Behandlingen består i, at kvindens ægløsning styres og sædcellerne placeres i kvindens livmoder på ægløsningsdagen. Nogle gange er det ikke nødvendigt med medicin, andre vil få en let hormonstimulation. Dette vurderes individuelt hos den enkelte kvinde.

Hormonstimulationen består i, at kvinden får medicin som bevirker, at der modnes 1-3 æg. Når sygeplejersken vurderer at æggene er modne, sættes en ægløsning i gang og kvinden får tid til insemination.

Graviditetstest og skanning af graviditeten​

2 uger efter inseminationen tages en graviditetstest. Hvis den er positiv, gives tid til graviditetsscanning 3 uger senere. Her kontrolleres blandt andet at fosteret ligger i livmoderen og at hjertet slår.

Særlige overvejelser​

Det er naturligt, at der ligger grundige overvejelser bag beslutningen om at bruge en sæddonor. For de single kvinder og lesbiske par, der kommer på Fertilitetsklinikken, har overvejelserne været forudgående. Hos de heteroseksuelle par vil situationen ofte være den, at I skal tage stilling mens I er tilknyttet fertilitetsklinikken. Vi har forståelse for, at det kan være en svær beslutning, som kun I kan tage. Vi støtter jer i den proces.

Anonym donor eller ikke-anonym donor

Hvis I skal bruge en sæddonor til behandling af jeres barnløshed, vil I få udleveret en pjece på fertilitetsklinikken, som går dybere i informationen omkring de forskellige profiler.​

Der er forskellige muligheder for donor-typer. Der er anonym donor og ikke-anonym donor.  Ved ikke-anonym donor er der mulighed for at vælge mellem åben og lukket  donor - med eller uden udvidet profil.

Når beslutningen omkring donortypen er truffet, skal en blanket udfyldes og underskrives. Blanketten finder du her på hjemmesiden

Blanketter

Anonym donor er:

  • ​​​Ved anonym sæddonation kender modtager ikke donors identitet og omvendt. Barnet får heller ikke mulighed for, at få kendskab til donors identitet.
  • Donor vælges af laboratoriet ud fra jeres oplyste ønsker om øjenfarve, hårfarve, hudfarve, højde og vægt.
  • ​På donationstidspunktet kan du/I får oplyst donors øjenfarve, hårfarve, højde, vægt og etnicitet.

Ikke-anonym donor er:

  • ​Enten en lukket (barnet får ikke oplyst donors identitet) donor med udvidet profil
  • Eller å​​​ben (barnet kan få oplyst donors identitet) donor med eller uden udvidet profil​
  • Donor vælges af laboratoriet ud fra jeres oplyste ønsker om øjenfarve, hårfarve, hudfarve, højde og vægt.​
  • Ved ønske om udvidet profil, oplyses donors erhverv og/eller blodtype.

Begge muligheder er vederlagsfrit for jer.​​

Har du/I et ønske om yderligere oplysninger fra donors profil og selv at udvælge sæddonor på sædbankens hjemmeside, European Spermbank, er det forbundet med en udgift, som I opkræves af sædbanken.

Læs mere på European Spermbank

 

Vælger I dette, skal en blanket udfyldes og underskrives. Blanketten finder du på vores hjemmeside under:

Blanketter​

Medmor

Hvis I lever i et lesbisk parforhold og begge ønsker forældreskab, skal I udfylde en blanket vedrørende medmoderskab. I kan finde blanketterne på Familieretshusets hjemmeside​​.

Læs mere og find blanketter på Familieretshusets hjemmeside​​

 

Reservation af donorsæd til barn 2

Såfremt du/I ønsker flere børn og ønsker at bruge samme donor til en senere lillesøster/-bror, kan I reservere sæd fra donor.

Du/I får udleveret donornummeret fra fertilitetsklinikken, når I kommer til graviditetsscanning. Og herefter skal I selv kontakte sædbanken for reservation.

Vi kan dog ikke garantere at der er mulighed for at reservere, idet donors sædstrå kan være opbrugt i mellemtiden. I bør derfor ikke vente for længe med at kontakte sædbanken European Spermbank​.

 

Læs mere på European Spermbank

 

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Fertilitetsklinikken

Lykkebækvej 14

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Ring til os

Sekretær:
Træffes mandag-fredag kl. 9.00-12.00 og 14.00-15.00

Sygeplejerske:
Træffes mandag-fredag kl. 13.00-14.00

Laboratorie:
Tidsbestilling til sædanalyse
mandag-fredag kl. 11.00-12.00

Sekretariat

Tlf. 47 32 12 60

Tlf. 47 32 12 60

Sygeplejerske

Tlf. 47 32 12 60

Tlf. 47 32 12 60

Laboratorie

Tlf. 47 32 12 59

Tlf. 47 32 12 59

Skriv til os

Øvrig information

Behandling af ufrivillig barnløshed for kvinder og par, der ønsker sig et barn, baseret på nyeste viden.