Gå til indhold

22-12-2022: Nyt flyttetidspunkt fastlagt for fløj R

Der er nu fastlagt nyt tidspunkt for indflytningsperioden i fløj R – den først nye senge- og ambulatoriebygning på SUH Køge.

​Den fysiske flytning af inventar kommer til at foregå fra den 16. til den 18. marts, og selve patientflytningen søndag den 19. marts 2023. Herefter følger to ugers flytte-hypercare, der blandt andet indebærer nedskaleret patientindtag. Forberedelser, flytning og den første tid til at komme på plads i fløj R strækker sig dermed over en længere periode til midt i april.

Det er Styregruppen for Fremtidens SUH, der har truffet beslutning om flytteperioden på baggrund af USK’s samlede status for bygningen og de mangler, det er aftalt at håndtere i de kommende uger.

Ferier vægtet i planlægning

Flytteperioden, herunder patientflyttetidspunktet, er fastlagt under hensyntagen til ferier og helligdage. Det betyder, at både uge 7 og 8 vil være fritaget for store aktiviteter, ligesom hypercareperioden efter flytningen forventes afsluttet inden påske.

Forud for flytningen i marts vil der pågå en række andre aktiviteter, som nu også kan fastlægges endeligt. Der vil bl.a. være lokalegennemgang i uge 2 og 5, og der vil være træning i den nye bygning i uge 9 og 10.

Adgang til fløj R

I månederne frem mod indflytningen skal der foregå mange forskellige forberedelser i bygningen. Derfor er det nødvendigt at styre adgangen til bygningen forholdsvist stramt. Adgang kan derfor kun ske efter aftale med programsekretariatet for Fremtidens SUH og Driftsafdelingen.

Medarbejdere fra KIT, Medicoteknisk Afdeling, IPL og Apoteket, som har opgaver i bygningen, vil også have adgang efter aftale i Aktiveringsgruppen for indflytningen. ​