Morten Ziebell

Hvad er det for et håb, vi ikke må tage fra patienterne?

 

 

At håbe på noget er en væsentlig del af det at være menneske.

 

Selv håber jeg på et godt liv med børn og børnebørn omkring mig. Et liv uden mange år med sygdom, smerte og begrænset fysisk udfoldelse. Andre gange er mit håb mere ligetil. Som efter en lang dag med mange møder. Så er håbet, at der står en kold cola i køleren, når jeg kommer hjem.

Læs hele magasinet: MAGASIN 2023

Jeg husker tydeligt en af mine første dage som uddannelseslæge i neurokirurgi. Min ældre kollega, som jeg havde stor respekt for, sagde: ”Morten, du må for alt i verden ikke tage håbet fra patienten!”

Budskabet blev nærmest overleveret som en stemme fra fortiden.

I de første år som ung læge i det danske sundhedsvæsen studsede jeg ikke særlig meget over brugen af ordet håb i den velmente læresætning – men siden har jeg undret mig en del over det.

For hvad er det for et håb, vi ikke må tage fra patienterne? Er det håbet om evig helbredelse?

I så fald betyder det jo, at patienten skal blive i håbet – og at vi som læger skal gøre alt, hvad vi kan, for at vi også skal blive i håbet sammen med dem.

I min rolle som lægefaglig vicedirektør er denne tankegang relevant at reflektere over i en tid, hvor samfundet ikke kun håber, men forventer, at vi kan behandle os ud af alt. Ja, man skulle nærmest tro, at vi kan undgå døden, hvis vi blot gør os umage her på hospitalet.

Jeg tror, samfundets forventninger til sundhedsvæsenets kunnen spiller en stor rolle i denne misforståede læresætning, som mange af os har fået med i rygsækken. Den har sågar udfordret den måde, mange opfatter lægeløftet på.  Den moderne oversættelse af lægeløftet er nemlig fordrejet til, at vi skal hjælpe og helbrede alle. Der er kort sagt håb om overlevelse for altid. Men det er faktisk ikke det, der står i lægeløftet. Der står, at jeg som læge skal ”anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn”. 

Der ligger altså både nytte- og pligtetik i lægeløftet. Men ikke nogen lov om at behandle alle uanset hvad.

For sandheden er, at det, der nogle gange gavner mest, er lindring og ledsagelse – ikke mere behandling.

Når man til den erkendelse, at nu er der vitterligt ikke mere at stille op, er det derfor mere meningsfuldt at tale med patienten om, hvad han eller hun kan forvente, og hvad patienten ønsker i den sidste tid. For det er der også et håb i.

I vores moderne syndebuksøgende samfund kræver det mod som sundhedspersonale at sige: ”Stop, nu er der ikke mere at gøre”. En hel del mod faktisk. For samfundets urealistiske forventninger lægger op til behandling for enhver pris.

Jeg tror også, at nogle læger lever efter devisen om ikke at tage håbet fra patienterne, fordi de frygter at tale med patienten om det, der er svært. Så der er også tale om et indre pres. Måske fordi vi er bange for at blive klandret for ikke at gøre vores job ordentligt. Så vi gør alt, hvad vi kan, og tilbyder alle de behandlinger, der findes, selvfølgelig, men også mere til end det der giver mening, for at patienterne kan leve videre i håbet.

Hvis jeg en dag selv står i en situation, hvor jeg bliver alvorligt syg, og der ikke er nogen vej tilbage, håber jeg inderligt, at jeg vil blive mødt af et modigt menneske, der vil tage del i den svære samtale om min sidste tid. Det ville ikke være det samme som at tage håbet fra mig.

Det ville til gengæld give mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kunne ændre, og mulighed for at sige ordentligt farvel til livet og dem, jeg holder af.

Det er mit håb.

Sandheden er, at det, der nogle gange gavner mest, er lindring og ledsagelse – ikke mere behandling

- Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør