Gå til indhold

Erik Dupont

Radiologiens pusher, politibetjent og læremester

Forskellen på en dreng og en mand er prisen på deres legetøj, mener Erik Dupont, der som hospitalsfysiker har ansvaret for at sikre, at sygehusets røntgenapparater ikke udsætter personale og patienter for unødig stråling

Hvad er dit vigtigste værktøj?

Mit vigtigste værktøj er regionens dyreste kuffert. Den koster 115.000 kroner. Det er pissedyrt. I den har jeg mit multimeter, som jeg bruger til at måle, hvor meget stråling der udsendes af vores apparater. For eksempel fra et mammografiapparat. I praksis er det jo bare et stykke værktøj, men der er en grund til, at den koster så meget. Der ligger virkelig kompliceret fysik bag. Jeg har kufferten med mig, når jeg går rundt på hospitalet. Det er det stykke værktøj, der gør, at jeg kan sove roligt om natten. Det er det, der kan fortælle mig, at vores apparater ikke er farlige for vores patienter og personale. Har jeg en mistanke om, at et apparat ikke er i orden, kan jeg med udstyret klart melde ud: ”Det her er i orden. Jeg og min kuffert er her!”

Læs hele magasinet: MAGASIN 2023

Hvorfor har du som fysiker valgt at arbejde på et hospital?

Den bedste måde at forklare det på er at beskrive mig selv som lille dreng. Det første, jeg gjorde, hver gang jeg fik nyt legetøj, var at skille det ad. Min mor kiggede altid på mig og sagde: ”Hvorfor skiller du det ad?” Og så sagde jeg til hende: ”Mor, hvorfor sætter de skruer i det?” Hvis der var en skrue i, så måtte det være, fordi den skulle skrues ud. Så jeg har altid været nysgerrig. Det var ikke nok at få et stykke legetøj. Jeg ville vide, hvordan det virkede. Jeg plejer at sige, at forskellen på en dreng og en mand er prisen på deres legetøj. Mit er købt i EU-udbud. Så hvis jeg skal skære det helt ind til benet, så er det, at det mest spændende legetøj er her på hospitalet. At arbejde med det ekstremt dyre grej. At optimere det. Så dem, der bruger det, har det bedst mulige værktøj.

 

Hvad laver du som hospitalsfysiker?

Jeg har flere roller. Jeg er hospitalets pusher, politibetjent og læremester, når det kommer til stråling. Klinikerne ved, hvad de har brug for, og jeg kender markedet. Jeg er bindeleddet mellem sygehuset og Sundhedsstyrelsens afdeling for strålebeskyttelse, så det er mig, der skaffer tilladelse til de røntgenapparater, afdelingerne vil have. Og så er det mit ansvar at kontrollere vores apparater og undervise personalet i, hvordan de betjener dem.  Noget af det sjoveste ved mit arbejde er, at jeg kan gå op på operationsgangen og sige til oversygeplejersken: ’Jeg skal bruge en af dine operationsstuer – hvilken må jeg stjæle?’. I hvilket andet job har du lov til at gøre det?”

 

♦  Hospitalsfysikerens rolle

Fysikerne på Sjællands Universitetshospital arbejder inden for tre felter: stråleterapi, radiologi og nuklearmedicin. Fælles for dem alle er, at de har ansvaret for at sikre, at hverken personale eller patienter udsættes for unødig belastning, hvad enten der er tale om strålebehandling, røntgen eller radioaktive materialer.

 

Hvad er dit vigtigste værktøj?

Der er en masse forskellige redskaber på et sygehus, som er uundværlige. I denne serie fortæller medarbejdere om deres vigtigste værktøj.

 

Skriv til os, hvis du vil dele din historie:

magasin@regionsjaelland.dk 

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital

Strategi og Plan

Kommunikation

Lykkebækvej 1

4600 Køge

Ring til os

Tlf. 56 63 15 00

Tlf. 56 63 15 00

Skriv til os

Øvrig information

Har du en god idé til et emne, vi skal tage op i Magasin?