Gå til indhold

Ny lægemiddelforsyning skal fremtidssikre medicin til hospitaler

Det første spadestik er taget til Region Sjællands nye lægemiddelforsyning ved Køge. Den skal sikre, at regionens hospitaler også i fremtiden hurtigt og sikkert kan få de nødvendige lægemidler.
Billede af spadestik
Spadestik ved regionsrådsformand Trine Birk Andersen, sygehusapoteker Kristina Thomsen, borgmester Ken Kristensen, Køge, og adm. direktør Frank Aarslev-Jensen, Pihlkonsortiet

Den nye lægemiddelforsyning samler Sygehusapotekets fire lagre i Roskilde, Næstved, Nykøbing Falster og Slagelse på en lokation i Lille Skensved ved Køge. Med et samlet og moderne lager bliver det lettere at opbevare, pakke og levere medicin til regionens hospitaler, kommuner og til behandling i borgernes i eget hjem.

- En kerneopgave i sundhedsvæsenet er, at vores patienter har adgang til de nødvendige og korrekte lægemidler til deres behandling. Derfor er byggeriet af ny lægemiddelforsyning en vigtig investering, hvor vi samtidig tager ny teknologi i brug, for at sikre en mere stabil og effektiv forsyning af medicin, siger Trine Birk Andersen, formand for Regionsrådet for Region Sjælland.

Billede af Tri
Trine Birk Andersen

Et stærkt og nødvendigt beredskab

Det er centralt for den nye lægemiddelforsyning at have kapacitet til at leve op til de stigende krav til adgang til medicin, også hvis kriser opstår.

- Med den nye lægemiddelforsyning får vi kapacitet til at kunne håndtere kriser, forsyningssvigt og en mere uforudsigelig global virkelighed, siger sygehusapoteker Kristina Thomsen, Region Sjælland.

- Vi vil sikre, hospitalerne uanset hvor og hvornår har adgang til de nødvendige lægemidler. Det lyder måske som en selvfølge, men det er en kompleks opgave, som kræver stærke logistikløsninger, høj faglighed og robusthed i en verden, hvor forsyningskæderne er under pres. Det er ikke bare vigtigt – det er nødvendigt, siger Kristina Thomsen.

 

Billede af sygehusapoteker Kristina Thomsen og borgmester Ken Kristensen
Sygehusapoteker Kristina Thomsen inviterer gæsterne til at deltage i spadestikket udenfor. Til venstre Køge-borgmester Ken Kristensen.

Teknologi skal understøtte arbejdsgange

Den nye bygning vil blandt andet indeholde lager, pakkefaciliteter og arbejdspladser til flere af de administrative medarbejderne på Sygehusapoteket. 

- En stor del af arbejdet med at håndtere medicinen vil blive automatiseret med robotter og moderne teknologi. Det skal gøre arbejdet mere effektivt og samtidig forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne, siger Trine Birk Andersen.

Den nye lægemiddelforsyning skal også understøtte Sjællands Universitetshospital i Køge, hvor medicin i fremtiden i høj grad skal leveres løbende efter behov og i skabe som transporteres af selvkørende robotter. 

Det betyder, at sundhedspersonalet kan bruge mindre tid på logistik og tunge løft og mere tid på patienterne. 
Pihlkonsortiet opfører byggeriet, der afleveres i 2027. Robot- og automationsleverancen afleveres i 2028, og den nye lægemiddelforsyning kan tages i brug i 2029.

Fakta om den nye lægemiddelforsyning

  • Samler fire nuværende lagerlokationer i én ny bygning 
  • Ca. 6900 m² med lager, pakning og administration 
  • Mere automatisering af arbejdsgange 
  • Skal understøtte bl.a. Sjællands Universitetshospital i Køge 
  • Byggeriet opføres med fokus på bæredygtighed (DGNB-sølv)