Gå til indhold

Enighed om flytning af kommunale opgaver i Sundhedsråd Østsjælland og Øerne

Politikerne i Sundhedsråd Østsjælland og Øerne er enige om, hvem der fra 2027 skal drive akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering. Beslutningen træffes endeligt i Regionsrådet den 17. marts.

Akutsygepleje og specialiseret rehabilitering skal fra 2027 drives af regionen, mens kommunerne fortsat skal drive sundheds- og omsorgspladser samt den patientrettede forebyggelse. Det anbefaler et enstemmigt Sundhedsråd Østsjælland og Øerne efter deres møde i rådet mandag.

- Med sundhedsreformen har vi en historisk mulighed for at skabe et mere sammenhængende og lige sundhedsvæsen. Derfor er jeg rigtig glad for sundhedsrådets gode og konstruktive drøftelser om, hvordan vi bedst fordeler opgaverne. Det handler om, at borgerne uanset postnummer skal opleve samme kvalitet og bedre sammenhæng, siger Torben Klitmøller Hollmann (A), formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne.

Torben Klitmøller Hollmann
Formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne Torben Klitmøller Hollmann (A).

Det er partierne bag sundhedsreformen, der har besluttet, at myndigheds- og finansieringsansvaret for fire sundhedsopgaver, som i dag varetages af kommunerne, per 1. januar 2027 flyttes til regionen. Det drejer sig om akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering. Beslutningen træffes endeligt i det forberedende regionsråd i Region Østdanmark d. 17. marts.

Regional akutsygepleje skal sikre ensartet kvalitet

Et særligt fokus for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne er akutsygeplejen, som sundhedsrådet anbefaler skal drives af regionen. Akutsygeplejen er en udekørende funktion, som blandt andet kan foretage en klinisk vurdering i borgernes eget hjem, observation, undersøgelse samt udvalgte typer af behandlinger, hvor der er behov for en tidlig eller opfølgende indsats. Ved en regional overtagelse vil det blive nemmere at sikre akutsygepleje ensartet i hele sundhedsrådets geografi både dag, aften og nat.

- Akutplejen er et område, hvor vi ser gode muligheder for at indfri sundhedsreformens intentioner. Her vil vi relativt hurtigt kunne skabe stor effekt ved at bygge bro mellem kommuner og region. Vi får bedre muligheder for at koordinere indsatsen med sygehuse og hospitaler og sikre samme høje kvalitet i hele sundhedsrådets område fra Roskilde i nord til Nakskov i syd, siger Torben Klitmøller Hollmann (A), formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne.

Opgaveflytningen er en del af udviklingen af det nære sundhedsvæsen, og ideen er, at regionerne får ansvar for, at flere sundhedstilbud kan løses tæt på borgerne og med mere sammenhæng. Uanset om kommunen eller regionen varetager driften af opgaven, vil regionen derfor stadig have myndighedsansvaret for sundhedsydelsen.

Tryg overgang for medarbejdere

For en række medarbejdere betyder ændringerne, at deres opgaver fremover forankres i regionalt regi i stedet for kommunalt.

- For medarbejderne indebærer det et skifte af arbejdsgiver og dermed også forandringer i deres arbejdsliv. Derfor er det afgørende, at region og kommuner samarbejder tæt om en tryg og ordentlig overgang, hvor medarbejderne hurtigt får klar besked om, hvad ændringerne betyder for dem, siger Ken Kristensen (V), medlem af Sundhedsråd Østsjælland og Øerne og borgmester i Køge Kommune.

Det er forventningen, at de sidste byråd behandler sagen færdig i denne uge. Herefter behandles sagen endeligt i det forberedende forretningsudvalg og det forberedende regionsråd i Region Østdanmark den 17. marts 2026.

Foto: Fællesbillede af Sundhedsråd Østsjælland og Øerne efter det første møde
Fællesbillede af Sundhedsråd Østsjælland og Øerne. Fra venstre: Pernille Beckmann, Julie Hoff Sørensen, Tina Boel, Mikkel Dam, Tina-Mia Eriksen, Christian Wedell-Neergaard, Dorthe Adelsbech, Marie-Louise Brehm Nielsen, Charlotte Bagge, Jan Herskov, Anette Fynbo Blem, Sofie Holm, Søren Hansen, Benny Damgaard, Thomas Cilius Hansen, Ken Kristensen, Torben Hollmann og John Hansen. Medlemmer af sundhedsrådet, der ikke er med på fællesbilledet: Simon Hansen, Thomas Breddam og Iben Krog.
Information ikon

FAKTA - Sundhedsråd Østsjælland og Øerne

Sundhedsråd Østsjælland og Øerne er ét af 17 sundhedsråd etableret som led i sundhedsreformen. Sundhedsrådene skal styrke sammenhængen og være drivkraft i opbygningen af det nære sundhedsvæsen.

Rådet består af 11 regionale og 10 kommunale medlemmer og repræsenterer den kommende Region Østdanmark samt kommunerne i optageområdet for Sjællands Universitetshospital: Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Faxe, Stevns, Køge, Solrød, Greve og Roskilde.

Regionale medlemmer:
Torben Hollmann (A), formand, Christian Wedell-Neergaard (C), næstformand, John Hansen (A), Sofie Holm (B), Tina-Mia Eriksen (C), Julie Hoff Sørensen (F), Charlotte Bagge (M), Jan Herskov (O), Iben Krog (V), Benny Damgaard (Æ) og Dorthe Adelsbech (V).

Kommunale medlemmer:
Ken Kristensen (V), borgmester, Køge Kommune, Anette Fynbo Blem (T), Udvalgsformand for Social- ældre- og sundhedsudvalget, Solrød Kommune, Pernille Beckmann (V), borgmester, Greve Kommune, Tomas Breddam (A), borgmester, Roskilde Kommune, Tina Boel (F), forperson for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Roskilde Kommune, Thomas Cilius Hansen (V), formand for Udvalget for Sundhed og Ældre, Stevns Kommune, Mikkel Dam (I), borgmester, Faxe Kommune, Søren Hansen (O), formand for Social- og Sundhedsudvalget, Vordingborg Kommune, Simon Hansen (A), borgmester, Guldborgsund Kommune og Marie-Louise Brehm Nielsen (J), borgmester, Lolland Kommune