Datoer for indflytning i de sidste to sengebygninger er på plads
torsdag den 7. maj 2026

- Jeg ser frem til, at vi i januar 2028 kan afslutte indflytningen af de sidste afdelinger på vores flotte universitetshospital i Køge. Tidsplanen flytter sig kun en smule, og vi holder budgettet, siger Trine Birk Andersen, Regionsrådsformand i Region Sjælland.
Den nye tidsplan er godkendt af Regionsrådet i Region Sjælland 5. maj 2026.
Otte måneders forsinkelse reduceret til tre
Efter den varslede forsinkelse er alle interne processer og planer nøje gennemgået for at se på, hvordan konsekvenserne kan reduceres mest muligt.
Med en stærk fælles indsats er det lykkes at fastlægge en plan for de sidste forberedelser, så indflytning kan lade sig gøre kun tre måneder efter den oprindelige plan.
Dato for de to sidste flytninger
Dermed er der nu dato på indflytning i de sidste to ud af de fire senge- og behandlingsbygninger:
- 5. december 2027 sker en intern flytning i Køge
- 23. januar 2028 flytter primært afdelinger i Roskilde og enkelte afsnit i Næstved ind
Hermed er alle specialerne samlet på Sjællands Universitetshospital i Køge.
- Det er en stram tidsplan for alle involverede parter. Vi vurderer, at det kan lykkes, når vi arbejder tæt sammen om at løse opgaverne med installation af udstyr, opfyldning og træningsaktiviteter, siger Helle Gaub, projektdirektør og direktør for Koncern Byg.
Bedste løsning for alle
- Det er vigtigt ikke at miste momentum, så det her er den bedste løsning for os alle, siger Gitte Jensen-Fangel, programdirektør for Nyt SUH og vicedirektør på Sjællands Universitetshospital og uddyber:
- Det er vigtigt for patienterne, der kan se frem til enestuer og et hospital, der samler al specialiseret behandling under samme tag. Det er vigtigt for medarbejderne, da de er i fuld gang med at forberede sig på nye rammer og arbejdsgange. Og det er vigtigt for økonomien, så vi undgår omkostninger ved dobbeltdrift på vores hospitaler.
FAKTA
- Første senge- og behandlingsbygning åbnede for patienter i 2023
- Anden sengebygning blev færdig et år tidligere end planlagt i 2025. Planen for indflytning i efteråret 2026 fastholdes
- Areal: De sidste to senge- og behandlingsbygninger udgør ca. 60.000 m2 ud af projektets samlede areal på 200.000 m2
- Totalentreprenør: Køge Hospital Project Team (KHPT) er et joint venture-selskab bestående af Itinera og CMB
- Baggrunden for forsinkelsen: Det er ikke lykkes KHPT at rekruttere det ønskede antal medarbejdere til byggeprojektet plus en konkurs hos en underentreprenør
- Slutdato: Totalentreprenør afleverer de to sidste senge- og behandlingsbygninger til regionen 29. april 2027
