Gå til indhold

Kom til Åbent Hospital og få indblik i Sjællands Universitetshospitals byggeri

Søndag den 7. september holder Sjællands Universitetshospital Åbent Hospital i Køge, hvor alle interesserede kan kigge inden for, få en kop kaffe og blive klogere på det omfattende byggeri.
Fire medarbejdere med gule veste og hjelme i hænderne smiler til kameraet.
Til Åbent Hospital på Sjællands Universitetshospital i Køge kan du møde medarbejdere fra byggeriet.

Hør om hospitalets robotter, se billeder af den nye helikopterplatform og få indblik i de 28 ombygningsprojekter på hospitalet.

Åbent Hospital den 7. september giver indsigt i byggeprojektet på Sjællands Universitetshospital og viser, hvordan arbejdet foregår med at færdiggøre de sidste etaper, inden bygningerne afleveres til hospitalet i 2026.

På dagen kan du både møde projektledere, der giver indblik i byggeriet, og projektledere, der arbejder med tidsplaner for indflytning og forbereder, at personale og patienter kan tage de nye bygninger i brug.

Arrangementet foregår centralt i Strøget på hospitalet, hvor du kan besøge syv forskellige og spændende poster, og er en del af Åbent Hospital 2025, der foregår i hele Danmark.

Praktisk information

Dato: Søndag den 7. september
Tidspunkt: Klokken 10-13
Mødested: Lykkebækvej 1, Indgang 5
Pris: Gratis – ingen tilmelding
Transport og parkering: Parkering og transport - Sjællands Universitetshospital

De syv besøgsposter

1. Automatik og teknik

Se, rør ved og hør om de robotter, der servicerer hele hospitalet, men til hverdag er usynlige for besøgende, fordi de kører i kælderetagen. Få et sjældent indblik i den nye Sterilcentral og instrumenternes ’rejse’ gennem steriliseringsprocessen i en lille film, hvor projektlederen kan svare på spørgsmål.

2. Status på byggeprojekt

Hør om den overordnede byggestatus, hvilke funktioner der er i den nyeste senge- og behandlingsbygning, se udviklingen de sidste 10 år, få indblik i arbejdet med bæredygtighed og se billeder af helikopterplatformen.

3. Voksdug som redskab til nye arbejdsgange

At flytte ind i en ny bygning kræver nye arbejdsgange, der skal planlægges og justeres forud for selve indflytningen. Mød projektgruppen, der med LEGO-figurer og en plantegning på voksdug rejser rundt til frontpersonalet og træner nye arbejdsgange i de nye lokaler. Prøv selv metoden ’bordsimulation’, og hør om hvorfor nye bygninger kræver nye arbejdsgange.

4. Se seks måneder kogt ned til tre minutter

Se hvor hurtigt byggeriet tager form i denne timelapsfilm fra byggepladsen, hvor vi har filmet i seks måneder og kogt det ned til tre minutters film. Byggeperioden er april – oktober 2024. Den sidste bygning nåede sin fulde højde primo april 2024. Lige nu er der travlt med alt det indvendige arbejde, helikopterplatform og gårdhaver og omkringliggende udendørsarealer.

5. Indflytningsplaner

Hvornår flytter vi ind i de nye bygninger? Mød projektgruppen der kan svare på det og forklare, hvorfor det kan tage et års tid, før nøglen til en bygning er afleveret til personalet, og patienterne kan flytte ind.

6. Skibet Dannebroge

Modelskibet Dannebroge kom til hospitalet i marts måned, hvor det er udlånt de næste 20 år. Det originale krigsskib gik ned i Køge Bugt, som er udsigten fra de øverste patientstuer. På denne post møder du modelbyggerne, der kan fortælle skibets historie, og hvordan de har bygget den imponerende model.

7. Et smugkig på opslagstavlen med ombygningsprojekter

I byggeprojektet har vi 28 ombygningsprojekter, hvor de eksisterende bygninger for eksempel skifter funktion og derfor skal bygges om. Kig projektlederne over skulderen og se, hvad der hænger på projekttavlen og hør, hvorfor det er så kompliceret at bygge om i forhold til at bygge nyt.