Ny indgang på SUH Køge åbner den 8. januar
MERE END 90 DAGE GAMMEL
mandag den 8. januar 2024
Mandag den 8. januar åbner en ny indgang til SUH Køge. Den nye indgang hedder indgang 2 og ligger i den sydlige ende af hospitalet i forbindelse med den nybyggede Fløj R, som blev taget i brug i marts 2023.
Dermed er der fremadrettet to primære indgange til SUH Køge – den nuværende hovedindgang i den nordlige ende af bygningen, som skifter navn til indgang 5, og den nye indgang 2. Indgangene har fået de numre – 2 og 5 – som de vil have, når byggeri og flytning på hospitalet er afsluttet. Den nye hovedindgang 1 kommer til at være midt i bygningen på østsiden.
Ny indgang fremgår af indkaldelsesbreve
I indkaldelsesbreve og anden kommunikation fra hospitalet vil det fremgå, hvilken indgang man med fordel kan benytte for nemmest at komme til sit aftalested. Patienter til Fløj L, M, N og R anbefales at benytte indgang 2. Der kommer desuden en midlertidig reception ved Fløj O nær indgang 2, hvor man kan få hjælp og blive guidet videre ind på hospitalet. Information 2 er bemandet af serviceguider på hverdage kl. 8-15 og fredag 8-14.30.
Der bliver opsat automater med drikkevarer, snacks, salater og sandwich i venteområdet ved indgang 2.
Flextrafik og busser
Flextrafik overtager igen ansvaret for håndtering af alle servicerejser på SUH Køge, uanset hvor i bygningen patienten skal hen. Det gælder også for patienter, der har behov for at blive kørt i bilens transportstol eller i kørestol. Flextrafik kører alle patienter, der skal til Fløj L, M, N og R til indgang 2.
Der bliver etableret et nyt Flextrafik afhentningssted i den sydlige del af bygningen ved Fløj R, som supplerer det eksisterende afhentningssted ved Fløj F.
Patientbusserne kører indtil videre fortsat til indgang 5.
Patienter og pårørende, der generelt har behov for hjælp til transport på Strøget fra indgang 2 og indgang kan få hjælp af hospitalets serviceguider. Der er serviceguider på Strøget alle hverdage fra kl. 7.30-16.
Parkering ved indgang 2
Ved indgang 2 bliver der parkeringsområder for patienter ved indgangen og den sidste del af P-ringen, der ligger tættest på den nye indgang: P-område 3. Parkeringsanvisningerne vil også fremgå af hospitalets kommunikation til patienterne, fx i indkaldelsesbreve.
Der opsættes også overdækkede cykelskure ved indgang 2.
Desuden opsættes der et mindre, overdækket rygeområde i forlængelse af cykelskuret og der opsættes parkbænke.
Find vej på SUH Køge
Under Find vej på hospitalets hjemmeside findes opdateret kort over hospitalet i Køge og mulighed for at se de enkelte afdelingers placering.