Gå til indhold

Hvad er vigtigt for dig?

Det spørgsmål bliver du stillet, hvis du er patient eller pårørende på Sjællands Universitetshospital tirsdag den 6. juni 2023.

Vi deltager i den internationale begivenhed ’Hvad er vigtigt for dig’, samtidig med at dagen også markeres i 49 andre lande verden over.

Patienter og pårørende vil denne dag blive mødt af repræsentanter fra både sygehusledelsen og Staben i forhallen, og kan forvente at der er særlig fokus på deres perspektiv på afdelingerne, når vi spørger om, hvad der er vigtigt for dem i mødet med Sjællands Universitetshospital.

Chefsygeplejerske og medarrangør Jytte Hykkelbjerg Bruhn håber, at dagen vil hjælpe til, at spørgsmålet bliver stillet oftere i hverdagen på afdelingerne. Hun mener, at det kan gøre en stor forskel at sætte mere fokus på patienten.

- Patienternes behandling bliver mere personlig ved at spørge dem om hvad der er vigtigt for dem. Vi taler med mennesket og ikke til patienten, siger Jytte Hykkelbjerg Bruhn.

Det åbne spørgsmål skal invitere til dialog

Vi lytter til det, der fylder hos hver enkelt person, og bruger det aktivt i det videre forløb. Det giver borgeren eller patienten en mulighed for at tale om at være ekspert i sit eget liv med sygdom, handicap eller alderdom.

Sygeplejefaglig vicedirektør Susanne Lønborg Friis vil selv deltage i dagen. Hun håber, at dagen giver anledning til refleksion hos medarbejdere – ikke kun den 6. juni, men hele året:   

- Man skal tage udgangspunkt i den enkelte person, man har foran sig. Og det er jo også det, vi gør. Men den her dag minder os om, hvor vigtigt det er. Det får en til at reflektere over sine vaner.

Ifølge vicedirektøren giver dagen anledning til en fælles faglig refleksion af, hvordan personalet kan blive endnu bedre til at tale med patienter på en måde, som giver dem mulighed for at give deres perspektiv.

- Man kan spørge, hvad er vigtigt for dig i dag? Eller har du noget du gerne vil have, at vi skal tale om?, siger Susanne Lønborg Friis.

Dagen synliggøres med flag og balloner ved hovedindgangene og på resten af hospitalet, ligesom alle ansatte har iøjnefaldende røde badge på tøjet.

Svarene fra patienter og pårørende samles og bruges som afsæt for forandringer, der skal forbedre hverdagen for patienter på Sjællands Universitetshospital.