Gå til indhold

Brystkræft

Find information om brystkræft (cancer mammae) samt arvelig disposition til brystkræft.

Hvad er brystkræft?

Brystkræft kan opdeles i to: forstadier til brystkræft (DCIS), som ikke spreder sig uden for brystet og infiltrerende brystkræft, som kan sprede sig til lymfeknuder og andre steder i kroppen.

DCIS (Duktalt Carcinoma In Situ: forstadier til brystkræft)
Dette er brystkræft i det tidligste stadie og er kendetegnet ved, at kræftcellerne kun findes i mælkegangene. Næsten 100% af kvinderne i dette kræftstadie kan helbredes.

Infiltrerende invasiv brystkræft

Infiltrerende brystkræft begynder enten i mælkegangene eller i mælkekirtlerne og vokser igennem deres væg og ind i brystets fedtvæv.
”Invasivt duktalt karcinom” starter i mælkegangene og er den mest almindelige form for brystkræft, som udgør ca. 80 % af alle brystkræfttilfælde. ”Invasivt lobulært karcinom” starter i mælkekirtlerne udgør ca. 15 %. Derudover er der forskellige andre invasive brystkræftformer som ”mucinære”, ”medullære” og ”papillære” brystkræftformer, som udgør ca. 5 % af brystkræfttilfælde.

Udredning

Vi udreder kvinder, som enten selv har mærket en knude i brystet, eller kvinder som har mistænkelige forandringer på brystscreeningsundersøgelsen. Af og til findes forandringerne tilfældigt i forbindelse med en anden type scanning af kroppen.

Udredningen består af det, vi kalder trippeldiagnostik: en mammografi/røntgenundersøgelse af brystet, en ultralydsskanning af brystvæv og armhuler samt en fysisk undersøgelse af bryst og armhule ved en læge. Hvis man ved disse undersøgelser finder forandringer, som skal undersøges nærmere, vil man tage en vævsprøve (biopsi).
Vævsprøven tages med en nål, som føres gennem huden og ind i det område, som skal undersøges.
Vævets celler undersøges i mikroskop af en læge, for at se, om der er tale om brystkræft.

Behandling

Afhængigt af kræftcellernes type og deres biologiske profil og evt. spredning kan vi tilbyde operation først eller kemoterapi først.
Nogle starter med operation og kan bagefter få kemoterapi. Størstedelen af de kvinder, som gennemgår kemoterapi først, vil efterfølgende blive opereret.
Den medicinske behandling før eller efter brystkræft samt evt. strålebehandling foregår på Onkologisk Afdeling på Næstved Sygehus.

​Opfølgning

Efter endt behandling vil der som regel være tilbud om mammografi, ultralydskontroller eller screeningsundersøgelser indtil til kvinden fylder 80 år.