Gå til indhold

Forskning og udvikling i Afdeling for Plastik- og Brystkirurgi

Find information om forskning og udvikling i Afdeling for Plastik- og Brystkirurgi, samt kontaktoplysninger på forskningsmedarbejdere. Du kan også finde relevante informationer hvis du er medicinstuderende og er interesseret i et forskningsophold i afdelingen.

Forskning og udvikling

Forskning, udvikling og innovation er afgørende for at Sjællands Universitetshospital konstant kan yde behandling og pleje i top. Det er derfor højt prioriterede indsatsområder i Afdeling for Plastik- og Brystkirurgi, hvor ambitionen er at tilbyde den bedste behandling til vores patienter af de bedst kvalificerede læger og sygeplejersker inden for områderne plastikkirurgi, brystkirurgi, og rekonstruktion.

Gennem forskning og udvikling tilegner vi os ny viden om innovativ kirurgi og nytænkende behandlingsforløb, med det formål at optimere kvaliteten af behandlingen og plejen på afdelingen.
Den sundhedsvidenskabelige forskning i Afdeling for Plastik- og Brystkirurgi trækker på viden og metoder fra både natur-, human- og samfundsvidenskab.

Afdelingen har tætte samarbejder med Københavns Universitet og Syddansk Universitet om forskning og uddannelse. Tilknytningen til universiteterne for afdelingens forskningsansvarlige læger og sygeplejersker skaber synergi mellem forskning, udvikling, forandringsarbejde, undervisningsmiljø og ledelse i tæt relation til klinikken. Afdeling for Plastik- og Brystkirurgi opnår og deler sine resultater gennem et bredt samarbejde både nationalt og internationalt.

Klinisk Forskningsenhed (KFE) i Afdeling for Plastik- og Brystkirurgi

Den Kliniske Forskningsenhed (KFE) i Afdeling for Plastik- og Brystkirurgi har det overordnede ansvar for koordinering og overblik over afdelingens forskningsaktiviteter. Derudover bidrager KFE med støtte og vejledning til gennemførsel af afdelingens projekter.

KFE er en tværfaglig enhed bestående af medarbejdere med forskningskompetencer inden for behandling og pleje af afdelingens patientgrupper.

Kontaktoplysninger på forskningspersonalet

Stine Thestrup Hansen, Sygeplejerske, Cand.cur., Ph.d., Lektor og Forskningsleder
Mail: 
sttha@regionsjaelland.dk

Nicco Krezdorn, MD, Ph.d., Klinisk Lektor, Cheflæge og Forskningsleder
Mail:
nkre@regionsjaelland.dk

Louise Grandt, Fysioterapeut, Cand.scient.san., Forskningsassistent
Mail:
louig@regionsjaelland.dk

Julie Hougaard Prüsse, Sygeplejerske, Cand.pæd.pæd.psyk., Ph.d., Klinisk Sygeplejespecialist
Mail: 
jhc@regionsjaelland.dk

Lone Bak Hansen, MD, Ph.d., Klinisk Lektor, Ledende overlæge
Mail:
lobak@regionsjaelland.dk

Magnus Balslev Avnstorp, MD, Speciallæge, Innovationsansvarlig
Mail:
mbav@regionsjaelland.dk

Iselin Saltvig, MD, Klinisk Lektor
Mail:
ises@regionsjaelland.dk

Thomas Engstrand, MD, Ph.d., Klinisk Lektor
Mail:
cten@regionsjaelland.dk

Forskningsophold som medicinstuderende

Vi har generelt mange forskellige projekter i gang i afdelingen, og ved nogle af disse vil det være muligt at tilknytte en medicinstuderende, som fx er interesseret i et forskningsophold indenfor Plastik- og/eller Brystkirurgi. Hvis du er interesseret i et forskningsophold på enten 6 eller 12 måneder i Afdeling for Plastik- og Brystkirurgi bedes du kontakte afdelingens forskningsassistent, som vil kunne hjælpe dig videre i processen. Find kontaktoplysninger i ovenstående oversigt.

Da vi modtager mange henvendelser fra forskningsinteresserede studerende, er det ikke garanteret at vi har mulighed for at tilknytte flere studerende til vores igangværende projekter, men tag endelig kontakt til os, hvis du er interesseret.

Ph.d.-projekt: Dokumentation med patienten - hos patienten

I 2023 startede afdelingen, i samarbejde med kardiologisk afdeling og professionshøjskolen Absalon, et projekt om dokumentation på patientstuen. Den teknologiske udvikling har medført, at dokumentation på danske hospitaler ofte foregår på computere på kontorer, uden at patienten er tilstede. Der er stigende fokus på at bringe dokumentation tættere på patienterne for at øge patientinddragelse og patientsikkerhed. I flere danske regioner bliver patientnær dokumentation på sygehuse obligatorisk, og patientstuer indrettes med PC og storskærm. De nye digitaliserede rammer på patientstuerne betyder, at sygeplejersker kan dokumentere på patientstuen sammen med patienten og i direkte relation til den pleje, de udfører. Der er dog begrænset viden om hvad det betyder for kvaliteten af plejen, involvering af patienter og for patient-sygeplejerske relationen at ændre dokumentationspraksis. Disse spørgsmål undersøges i projektet, og såvel negative som positive faktorer for patientnær dokumentation hos sygeplejersker, patienter samt i praktiske og organisatoriske forhold afdækkes.

Ph.d.-projekt: HeAT. Health Advancing Technologies for Elderly 

Den demografiske udvikling med stigende forventet levetid og dermed et stigende antal ældre mennesker medfører stigende pres på sundhedsvæsenet. Innovative digitale løsninger i sundhedsvæsenet kan bidrage til at holde en høj standard for forebyggelse og behandling. Projektet HeAT (Health Advancing Technologies for Elderly) fokuserer på, at forbedre ældre borgeres adgang til et stadig mere digitalt sundhedsvæsen. Desværre har især ældre borgere svært ved at bruge disse digitale løsninger. Derfor fokuserer projektet på, hvordan sundhedsinitiativer og teknologiske løsninger kan udvikles eller tilpasses, så de passer til de ældres behov. Dermed kan behandlingen og livskvaliteten forbedres blandt ældre borgere ved hjælp af sundhedsfremmende teknologier. Samtidig hjælper digitale løsninger med at holde de stigende sundhedsudgifter under kontrol. Alt det vil således bidrage til at mindske uligheden i sundhed og behandling.

Støtteprogram:        Interreg Deutschland Danmark

Projektløbetid:         01.03.2024 – 28.02.2027

Tyske projektpartnere:

1.      Universitätsklinikum Schleswig-Holstein, Klinik für Strahlentherapie

2.      IKE - Institut für Krebsepidemiologie

3.      UKSH Akademie

4.      Malteser Krankenhaus – St. Franziskus-Hospital Flensburg

5.      Nextlabel OHG

Danske projektpartnere:

1.      Sjællands Universitetshospital, Forskningsenheden

2.      Sjællands Universitetshospital, Neurologisk afdeling

3.      Sjællands Universitetshospital, Plastikkirurgisk og brystkirurgisk afdeling

4.      Vejle Sygehus og Syddansk Universitetshospital

Projektet er medfinansieret af den Europæiske Union.

HeAT logo
Interreg logo