Gå til indhold

Benforankret høreapparat – operation

Se kontaktoplysninger
Se hvad der skal ske, og hvordan du forbereder dig.

Formål

Du vil få en skrue opereret ind bag dit øre, så du kan få et benforankret høreapparat.

Indgrebet foregår i lokalbedøvelse.

Forundersøgelse

Forundersøgelsen foregår i ambulatoriet inden operationen. Her skal du tale med:

  • Lægen om operationen
  • Sygeplejersken om forløbet
  • Evt. have taget blodprøver og yderligere undersøgelser

Tag gerne en ledsager med og evt. en liste med dine spørgsmål.

Hvis du har feber eller er syg inden operationen

Kontakt os hurtigst muligt, hvis du har feber eller andre tegn på sygdom i dagene inden operationen. Så kan vi vurdere, om vi skal udsætte operationen.

Du kan ringe (se telefonnummer forneden) eller skrive til os gennem hjemmesiden minsundhedsplatform.dk.

Gennem minsundhedsplatform.dk kan du læse din journal, se prøvesvar, få overblik over dine aftaler, aflyse aftaler m.v.

Du kan også hente appen "MinSP" i App Store/Google Play".

Forbered dig inden operationen

  • Dagen før din operation (en hverdag) skal du ringe på telefon 47 32 38 20 mellem kl. 14.30-15.30 eller efter kl. 18.00 og få oplyst dit mødetidspunkt på operationsdagen.​
  • Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe, særligt bag øret, som skal opereres.
  • Medbring briller, høreværn, hjelm eller lignende, som du anvender. Så kan skruens placering tilpasses disse.
  • Køb evt. smertestillende medicin i håndkøb (vi anbefaler Paracetamol og eventuelt Ibuprofen). Efter operationen får du udleveret recept på smertestillende medicin, hvis det skønnes nødvendigt i din situation.
  • Du må spise et let morgenmåltid, da operationen foregår i lokal bedøvelse.
  • Du må gerne selv køre efter udskrivelsen, men vi tilråder at en anden er chauffør.
  • Har du hjemmepleje, så husk at give dem besked om operation.
  • Undlad at spise fiskeolie, ingefær og ginkgo biloba en uge før operationen, da det er blodfortyndende.
  • Du skal være varsom med at drikke alkohol. Vil du være på den sikre side, bør du højst drikke 10 genstande om ugen, gælder både kvinder og mænd.
  • Drikker du normalt mere end fire genstande om dagen, bør du helt undlade at drikke mindst fire uger før operationen.
  • Hvis du ryger, bør du helt undlade at ryge i de sidste seks uger før operation.

Din medicin

  • Hvis du tager medicin, så følg de aftaler du har lavet med de forskellige læger ved forundersøgelsen. Vær især opmærksom på evt. pause med blodfortyndende medicin og/eller diabetes medicin.
  • Husk at medbringe din vanlige medicin ved indlæggelsen.

På operationsdagen

  • Du må spise et morgenmåltid.
  • Medbring eller tag din daglige medicin, sådan som du har aftalt med lægen ved forundersøgelsen.
  • Fjern piercinger, smykker, makeup, kunstige negle og neglelak.
  • Tag et morgenbad og vask dit hår.

Vi tager imod dig på 0. etage ved R-fløjen og fortæller dig, om tidsplanen holder. Du skal skifte til hospitalstøj og får en stol til at vente i. Nogle operationer tager længere tid end planlagt, så derfor kan du komme til at vente. Medbring gerne læsestof, høretelefoner, tablet eller lignende til evt. ventetid.  Inden operationen får du bag øret trimmet et større stykke af dit hår af (ca. 5 x 5 cm).

Operationen

Du går selv op til operationsgangen. Din ledsager må gerne følge dig. Din ledsager kan ikke komme med ind på operationsstuen. 

Din ledsager er velkommen til at vente på strøget.

Selve operationen tager ca. ½ time.

Ved operationen bliver du lokalbedøvet med en indsprøjtning bag øre. Det kan svie, men virker hurtigt. Under operationen vil du kunne mærke, at der bliver rørt ved området, men du føler ikke smerte. Du vil kunne høre at der bliver boret.

Under operationen laver lægen et tre centimeter stort snit i huden bag dit øre og borer et hul på 3-4 millimeter i kraniet. Herefter sætter lægen skruen ind i hullet. Såret syes sammen, og du får en beskyttende hætte samt plaster og forbinding over implantatet. Plastret skal blive siddende, indtil du kommer til kontrol

Efter operationen

Efter operationen går du tilbage til vores dagkirurgiske afsnit. Du vil blive udskrevet af en sygeplejerske, når du har det godt. Ofte er det samme dag, men i nogle tilfælde er det nødvendigt, at du bliver i ØNH sengeafsnit til i hvert fald næste dag. Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt.

  • Du må fjerne forbindingen om hovedet dagen efter operationen. Plasteret skal helst blive siddende indtil første kontrol i ambulatoriet. Du skal være hjemme fra arbejde i 1-2 uger, afhængigt af dit arbejde.
  • Undgå hård fysisk anstrengelse i tre uger.
  • Du må ikke vaske hår, før du har været til den første kontrol i ambulatoriet.
  • Du kan tage bad dagen efter operationen, undgå for meget vand direkte på sår og forbinding.
  • Undgå at gå i svømmehal m.v. til det er aftalt med lægen.
  • Undgå hård fysisk anstrengelse og tunge løft i to uger
  • Hvis du er opereret bag øret: Beskyt dit ar med Micropore-plaster og anvend solcreme med høj faktor op til seks måneder efter operationen.

Du skal komme til kontrol i ambulatoriet ca. 10-14 dage efter operationen. Du får den ambulante tid ved udskrivelse og/eller i e-boks. Ved kontrolbesøget kigger lægen på dit sår og fjerner plaster, meche og suturer. Du får også udleveret et hygiejnesæt, som du skal bruge til at rense skruen med samt en instruktion til, hvordan du skal pleje skruen.

Du får også en tid på Høreklinikken ca. seks uger efter operationen. De sørger for, at du får sat høreapparat på og at det bliver indstillet, så det passer dig.

Eventuelle komplikationer/risici

Komplikationer er sjældne og vil typisk være blødning og/eller infektion.

Kontakt os hvis du får feber over 38.0, rødme, hævelse eller tiltagende smerter omkring operationssåret.

Flere informationer

Læs mere om benforankret høreapparat på patienthåndbogen.dk.

 

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling

Operationsafsnit

Opgang N

Lykkebækvej 1, 1. sal

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Åbningstider

Operationer gennemføres:
Mandag til torsdag kl. 8.00 - 18.00
Fredag kl. 8.00 - 15.30.

Hvis du er nødt til at melde afbud!
Ring til os med det samme. Så kan vi indkalde en anden patient og undgå lange ventelister.

Ring til os

Mandag til torsdag kl. 9.00 til 15.00
Fredag kl. 9.00 til 14.00

Tlf. 47 32 38 00

Tlf. 47 32 38 00