Gå til indhold

Brækket næse - operation (repositio fractura nasi)

Se kontaktoplysninger
Se her hvad der skal ske og hvordan du forbereder dig.

Formål

Din næse er brækket, og vi retter derfor næsen op og sætter bruddet på plads. Det er primært for at forbedre funktionen fremover men også af kosmetiske årsager, selvom næsen sjældent bliver helt som før.

Forundersøgelse

Forundersøgelsen foregår i ambulatoriet inden operationen.

Her skal du tale med:

  • Lægen om operationen
  • Sygeplejersken om forløbet
  • Evt. narkoselægen om bedøvelsen.

Evt. have taget blodprøver og yderligere undersøgelser

Tag gerne en ledsager med og evt. en liste med dine spørgsmål.

Hvis du har feber eller er syg inden operationen

Kontakt os hurtigst muligt, hvis du har feber eller andre tegn på sygdom i dagene inden operationen. Så kan vi vurdere, om vi skal udsætte operationen.

Du kan ringe (se telefonnummer nederst i teksten) eller skrive til os gennem minsundhedsplatform.dk.

Gennem minsundhedsplatform.dk kan du læse din journal, se prøvesvar, få overblik over dine aftaler, aflyse aftaler m.v. Log på med MitID. Du kan også hente appen ”MinSP” i App Store/Google Play.

Forbered dig inden operationen

  • Dagen før din operation (en hverdag) skal du ringe på telefon 47 32 38 20 mellem kl. 14.30-15.30 eller efter kl. 18.00 og få oplyst dit mødetidspunkt på operationsdagen.​
  • Køb evt. smertestillende medicin i håndkøb (vi anbefaler Paracetamol og eventuelt Ibuprofen). Efter operationen får du udleveret recept på smertestillende medicin, hvis det skønnes nødvendigt i din situation.
  • Planlæg spisetider i forhold til faste før operationen.
  • Du må du ikke selv køre bil det første døgn efter operationen. Derfor er det vigtigt at afklare, hvordan du kommer hjem.
  • Har du hjemmepleje, så husk at give dem besked om operation.
  • Undlad at spise fiskeolie, ingefær og ginkgo biloba en uge før operationen, da det er blodfortyndende.
  • Du skal være varsom med at drikke alkohol. Vil du være på den sikre side, bør du højst drikke 10 genstande om ugen, gælder både kvinder og mænd.
  • Drikker du normalt mere end fire genstande om dagen, bør du helt undlade at drikke mindst fire uger før operationen.
  • Hvis du ryger, bør du helt undlade at ryge i de sidste seks uger før operation.

Din medicin

Hvis du tager medicin, så følg de aftaler du har lavet med de forskellige læger ved forundersøgelsen. Vær især opmærksom på evt. pause med blodfortyndende medicin og/eller diabetes medicin.

Husk at medbringe din vanlige medicin ved indlæggelsen.

Faste før operationen

  • Du må spise mad indtil seks timer før din operation.
  • Du må IKKE drikke nogen former for mælk– inkl. havremælk, mandelmælk mv. - senere end seks timer før operationen.
  • Du må drikke klare væsker indtil to timer før din operation - dvs. vand, saft, sodavand, te eller kaffe uden mælk.
  • Drik gerne noget med sukker to timer før operationen, så du føler dig mere mæt. Det kan være saftevand, juice uden frugtkød eller sodavand.

Hvis du ikke faster, vil din operation blive aflyst.

På operationsdagen

  • Du skal møde fastende
  • Medbring og tag din daglige medicin, sådan som du har aftalt med lægen ved forundersøgelsen.
  • Fjern piercinger, smykker, makeup, kunstige negle og neglelak.
  • Tag et bad og vask dit hår.

Vi tager imod dig på 0. etage ved R-fløjen og fortæller dig, om tidsplanen holder. Nogle operationer tager længere tid end planlagt, så derfor kan du komme til at vente.

Du skal skifte til hospitalstøj og får en stol til at vente i. Medbring gerne læsestof, høretelefoner, tablet eller lignende til evt. ventetid.

Operationen

Du går selv op til operationsgangen. Din ledsager må gerne følge dig. Hvis du har brug for det, kan din ledsager komme med ind på operationsstuen.

Din ledsager er velkommen til at vente på strøget.

Narkoselægen bedøver dig. Operationen tager ca. 30 min.

Med et instrument gennem næsen løftes næsebenet på plads. Hvis bruddet stadig sidder løst, vil vi understøtte det med gazetamponer indvendigt i næsen. Der anbringes ofte en skinne eller bandage uden på næsen. Den er primært ment som advarsel til andre om at holde afstand. Hvis den falder af, gør det ikke noget, da den ikke har betydning for resultatet i øvrigt.

Efter operationen

Efter operationen bliver du kørt til opvågningsafdelingen. Du vil få kvalme- og smertestillende medicin efter behov. Når du er helt vågen, bliver du kørt tilbage til ØNH sengeafsnit.

Du vil blive udskrevet af en læge eller en sygeplejerske, når du har det godt. Hvis du skal til kontrol, får du information af sygeplejersken, inden du går hjem.

  • Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt. Det virker bedst, hvis du tager medicinen med faste intervaller.
  • Du må spise og drikke, hvad du har lyst til.
  • Du må ikke pudse næse.
  • Hold munden åben, når du nyser.
  • Undgå tunge løft og fysisk anstrengelse i to uger efter operationen. Undgå styrketræning, kontaktsport og direkte stød mod næsen, i mindst seks uger.
  • Du kan påbegynde arbejde når du føler dig klar til det, men vi anbefaler 1-2 uger sygemelding afhængigt af dit arbejde.

Eventuelle komplikationer/risici

Der er altid risiko for infektion og blodansamling svarende til det område, hvor du er opereret. Kontakt os, hvis du får feber over 38.0, rødme, hævelse eller tiltagende smerter i næsen.

Desuden er der risiko for:

  • At bruddet i næsen kan rykke sig. Generelt er resultatet ikke altid, som man forventer det og næsten aldrig som næsen var før.
  • Kraftig blødning. Det er sjældent, men hvis det bløder så sut på isterninger. Hvis det bløder meget fra næsen og du ikke kan stoppe det med is, så skal du ringe 112
  • At gazetamponer i næsen kan give smerter, trykken i hovedet og øget tåreflåd.
  • At du kan blive hævet omkring øjnene og få blå mærker – blodudtrækning – under huden. De forsvinder i løbet af et par uger.

Flere informationer

Læs mere om brækket næse på patienthåndbogen.dk.​

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling

Operationsafsnit

Opgang N

Lykkebækvej 1, 1. sal

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Åbningstider

Operationer gennemføres:
Mandag til torsdag kl. 8.00 - 18.00
Fredag kl. 8.00 - 15.30.

Hvis du er nødt til at melde afbud!
Ring til os med det samme. Så kan vi indkalde en anden patient og undgå lange ventelister.

Ring til os

Mandag til torsdag kl. 9.00 til 15.00
Fredag kl. 9.00 til 14.00

Tlf. 47 32 38 00

Tlf. 47 32 38 00