Gå til indhold

Skjoldbruskkirtlen-operation (hemithyroidektomi, isthmus resektion eller total thyroidektomi)

Se kontaktoplysninger
Se her hvad der skal ske, og hvordan du forbereder dig.

Formål

Ved en hemithyroidektomi fjernes halvdelen, det vil sige en af de to skjoldbruskkirtel lapper.  Ved en isthmus resektion fjernes ”broen” mellem skjoldbruskkirtlens to lapper. Ved en total thyroidektomi fjernes hele skjoldbruskkirtlen. Skjoldbruskkirtlen producerer hormon, der regulerer stofskiftet.

Når vi fjerner hele eller noget af din skjoldbruskkirtel skyldes det sygdom i denne. Det kan være gener eller store knuder og/eller cyster eller fordi du har forhøjet stofskifte, der ikke kan behandles med medicin.

Forundersøgelse

Forundersøgelsen foregår i ambulatoriet inden operationen. Ved forundersøgelsen vil der, sammen med dig, blive taget stilling til hvilken operation, du skal have udført samt hvordan forløbet vil blive efter operation.

Her skal du tale med:

  • Lægen om operationen
  • Sygeplejersken om forløbet
  • Evt. narkoselægen om bedøvelsen
  • Evt. have taget blodprøver og yderligere undersøgelser

Tag gerne en ledsager med og evt. en liste med dine spørgsmål.

Hvis du har feber eller er syg inden operationen

Kontakt os hurtigst muligt, hvis du har feber eller andre tegn på sygdom i dagene inden operationen. Så kan vi vurdere, om vi skal udsætte operationen.

Du kan ringe (se telefonnummer nederst i teksten) eller skrive til os gennem minsundhedsplatform.dk.

Gennem minsundhedsplatform.dk kan du læse din journal, se prøvesvar, få overblik over dine aftaler, aflyse aftaler m.v. Log på med MitID. Du kan også hente appen ”MinSP” i App Store/Google Play.

Forbered dig inden operationen

  • Dagen før din operation (en hverdag) skal du ringe på telefon 47 32 38 20 mellem kl. 14.30-15.30 eller efter kl. 18.00 og få oplyst dit mødetidspunkt på operationsdagen.​
  • Køb evt. smertestillende medicin i håndkøb (vi anbefaler Paracetamol og eventuelt Ibuprofen). Efter operationen får du udleveret recept på smertestillende medicin, hvis det skønnes nødvendigt i din situation.
  • Planlæg spisetider i forhold til faste før operationen.
  • Du må ikke selv køre bil lige efter operationen. Derfor er det vigtigt at afklare, hvordan du kommer hjem.
  • Har du hjemmepleje, så husk at give dem besked om operation.
  • Undlad at spise fiskeolie, ingefær og ginkgo biloba en uge før operationen, da det er blodfortyndende.
  • Du skal være varsom med at drikke alkohol. Vil du være på den sikre side, bør du højst drikke 10 genstande om ugen, gælder både for kvinder og mænd.
  • Drikker du normalt mere end fire genstande om dagen, bør du helt undlade at drikke mindst fire uger før operationen.
  • Hvis du ryger, bør du helt undlade at ryge i de sidste seks uger før operation.

Din medicin

Hvis du tager medicin, så følg de aftaler, du har lavet med de

forskellige læger ved forundersøgelsen. Vær især opmærksom på evt. pause med blodfortyndende medicin og/eller diabetes medicin.

Husk at medbringe din vanlige medicin ved indlæggelsen.

Faste inden operationen

  • Du må spise mad indtil seks timer før din operation.
  • Du må IKKE drikke nogen former for mælk - inkl. havremælk, mandelmælk med videre - senere end seks timer før operation
  • Du må drikke klare væsker indtil to timer før din operation - dvs. vand, saft, sodavand, te eller kaffe uden mælk.
  • Drik gerne noget med sukker to timer før operationen, så du føler dig mere mæt. Det kan være saftevand, juice uden frugtkød eller sodavand.

Hvis ikke du faster, vil din operation blive aflyst.

 

På operationsdagen

  • Du skal møde fastende.
  • Medbring og tag din daglige medicin, sådan som du har aftalt med lægen ved forundersøgelsen.
  • Fjern piercinger, smykker, makeup, kunstige negle og neglelak.
  • Tag et morgenbad og vask dit hår.

Vi tager imod dig på 0. etage ved R-fløjen og fortæller dig, om tidsplanen holder. Nogle operationer tager længere tid end planlagt, så derfor kan du komme til at vente.

Du skal skifte til hospitalstøj og får en stol til at vente i. Medbring gerne læsestof, høretelefoner, tablet eller lignende til evt. ventetid.

Operationen

Du går selv op til operationsgangen. Din ledsager må gerne følge dig. Hvis du har brug for det, kan din ledsager komme med ind på operationsstuen.

Din ledsager er velkommen til at vente på strøget.

Narkoselægen bedøver dig. Operationen tager 1-3 timer afhængigt af hvilket af de tre indgreb, du skal have foretaget.

Ved operationen laves et let bueformet ca. 8 cm snit fortil og nedadtil på halsen. Den ene lap, ”broen” eller begge lapper fjernes.

Bag skjoldbruskkirtlen ligger på hver side en lille nerve (laryngeus recurrens), der giver stemmebåndene deres bevægelighed. Under operationen overvåges disse nerver konstant for at undgå skade på dem. Inden såret lukkes kontrolleres deres funktion.

Der er en anden lille nerve (laryngeus superior) som har betydning for styrken af din stemme og som også kan påvirkes under operationen.

På hver side af skjoldbruskkirtlen ligger to små biskjoldbruskkirtler. Disse har betydning for kalkstofskiftet. Disse forsøger vi at bevare, men der kan komme skade på dem og påvirkning af kalkstofskiftet. Nogle gange kan man ikke finde dem, da de kan ligge indlejret i skjoldbruskkirtlen.

Det kan være nødvendigt at lægge et dræn (en tynd plastikslange) i såret. Drænet syes fast til huden og vil suge blod og overskydende sårsekret ud fra såret. Drænet kan tidligst fjernes næste dag, hvis der næsten ikke kommer mere blod/væske i det.

Over såret påsættes plaster.

Vævet der bortopereres bliver altid sendt til nærmere undersøgelse.

Efter operationen

Efter operationen bliver du kørt til opvågningsafdelingen. Du vil få kvalme- og smertestillende medicin efter behov. Når du er helt vågen, bliver du kørt tilbage til ØNH sengeafsnit eller til vores dagkirurgiske afsnit.

Hvis du har fået fjernet den ene halvdel af skjoldbruskkirtlen

Er du i forvejen sund og rask, vil du kunne komme hjem den dag, du er blevet opereret. Dog vil du blive tilset af en læge, inden du udskrives. Det er vigtigt, at du inden operationen har læst patientinformationen, som du finder via dette link, så du og dine pårørende ved, hvad I skal holde øje med og reagere på.

Nogle patienter vurderes dog til at skulle overnatte i ØNH sengeafsnit og udskrives vanligvis næste formiddag. Hvis der er lagt dræn, skal du altid overnatte i sengeafdelingen. Drænet kan først fjernes, når der næsten ikke kommer mere blod/væske i det. Du bliver tilset af en læge og udskrevet, når drænet er fjernet og du har det godt.

Hvis du har fået fjernet isthmus (”broen” mellem de to lapper)

Du vil blive tilset af en læge, når du er klar til at blive udskrevet og kan komme hjem.

Hvis du har fået fjernet hele din skjoldbruskkirtel

Du skal forblive indlagt i ØNH sengeafsnit i hvert fald til næste dag. Du vil allerede på operationsdagen få taget blodprøver for at kontrollere kalkstofskiftet. Vi vil gentage disse blodprøver flere gange. Du skal være opmærksom på prikken og/eller stikken i fingrene eller omkring læberne, da dette kan være et tegn på kalkmangel som følge af operationen. Der kan være behov for behandling med kalktilskud og/eller D-vitamin. ​

Dagen efter operationen opstarter du behandling med stofskiftehormon tabletter (Levothyroxin) – disse skal tages fastende dvs. før din morgenmad. Det er vigtigt, at disse piller ikke tages samtidig med evt. kalktilskud. Hvis du også tager kalktilskud, må disse først indtages fire timer efter stofskiftetabletten.

Hvis der er lagt dræn, kan det først fjernes, når der næsten ikke kommer mere blod/væske i det.

Du vil blive udskrevet, når drænet er fjernet og kalkniveauet i blodet er tilfredsstillende 

I øvrigt:

  • Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt. Målet er,​ at du kan bevæge halsen frit, så du undgår muskelspændinger. Det virker bedst, hvis du tager medicinen med faste intervaller. Hos nogle er det nok med Paracetamol, men de fleste har brug for også at tage Ibuprofen fast de første dage.
  • Du må spise og drikke, hvad du har lyst til.
  • Hold aktivitetsniveauet lavt i de første 1-2 uger efter operationen. Det er godt at gå en tur, men undgå tunge løft og anstrengelse. Undgå styrketræning og kontaktsport i mindst tre uger.
  • Du kan påbegynde arbejde, når du føler dig klar til det, men vi anbefaler 1-2 uger sygemelding afhængigt af dit arbejde.
  • Plastrene over dit ar fra operation kan godt kortvarigt tåle vand efter 24 timer. Du kan gå i brusebad og herefter blot duppe dem tørre.
  • Tråden, du er syet med, er selvopløsende, dvs. der skal ikke fjernes suturer. Der kan dog være en lille knude i begge ender, som, hvis de generer, kan klippes af efter otte dage hos egen læge.
  • Beskyt dit ar med Micropore-plaster og anvend solcreme med høj faktor op til seks måneder efter operationen.

Du vil modtage information om dit kontrolforløb, inden du tager hjem. Ofte vil vi ringe til dig ca. to uger efter operationen.

Efter operationen skal du, afhængigt af indgrebet, have taget blodprøver.

Hvis du har fået fjernet den ene halvdel af skjoldbruskkirtlen

Du skal have målt dit stofskifte hos din egen læger 4-6 uger efter operationen. Du bestiller selv en tid til dette.

Hvis du har fået fjernet isthmus (”broen” mellem de to lapper)

Der skal ikke foregå yderligere

Hvis du har fået fjernet hele din skjoldbruskkirtel

Vi vil henvise dig til den endokrinologiske afdeling, hvor du forud for operationen havde et forløb eller til den nærmeste endokrinologiske afdeling i forhold til din bopæl. Her vil du blive indkaldt til blodprøvekontrol og evt. justering af din medicin.

Eventuelle komplikationer/risici

Der er altid risiko for infektion og blodansamling svarende til det område, hvor du er opereret. Kontakt os, hvis du får feber over 38.0, rødme, hævelse eller tiltagende smerter omkring operationssåret.

Desuden er der risiko for:

  • Midlertidig hæshed og/eller svag stemme pga. påvirkning af nerver til struben. I meget sjældne tilfælde kan der ske varig skade.
  • Påvirkning af stofskiftet der kræver medicinsk behandling
  • Lavt kalkniveau i blodet pga. skade eller påvirkning af biskjoldbruskkirtlen under operationen. Dette kan være forbigående eller kronisk. Hvis du efter udskrivelsen oplever prikken og/eller stikken i fingrene eller omkring munden, skal du tage et ekstra kalktilskud. Disse fås i håndkøb. Hvis ikke symptomerne forsvinder på dette, skal du kontakte afdelingen.
  • Tryk på luftrøret pga. blodansamling. Du skal altid reagere, hvis du synes, at det begynder at trykke på halsen, særligt hvis din vejrtrækning bliver påvirket.

Flere informationer

Læs mere om skjoldbruskkirtlen på patienthåndbogen.dk.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling

Operationsafsnit

Opgang N

Lykkebækvej 1, 1. sal

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Åbningstider

Operationer gennemføres:
Mandag til torsdag kl. 8.00 - 18.00
Fredag kl. 8.00 - 15.30.

Hvis du er nødt til at melde afbud!
Ring til os med det samme. Så kan vi indkalde en anden patient og undgå lange ventelister.

Ring til os

Mandag til torsdag kl. 9.00 til 15.00
Fredag kl. 9.00 til 14.00

Tlf. 47 32 38 00

Tlf. 47 32 38 00