Gå til indhold

Knude eller cyste på halsen - operation (ekscision af lymfeknude, cyste eller tumor)

Se kontaktoplysninger
Se her hvad der skal ske, og hvordan du forbereder dig.

Formål

Vi fjerner en lymfeknude, en cyste eller anden knude på din hals. Det kan være fordi, den generer dig, eller fordi vi har behov for at tage den ud med henblik på nærmere undersøgelse.

Forundersøgelse

Forundersøgelsen foregår i ambulatoriet inden operationen.

Her skal du tale med:

  • Lægen om operationen
  • Sygeplejersken om forløbet
  • Evt. narkoselægen om bedøvelsen
  • Evt. have taget blodprøver og yderligere undersøgelser

Tag gerne en ledsager med og evt. en liste med dine spørgsmål.

Hvis du har feber eller er syg inden operationen

Kontakt os hurtigst muligt, hvis du har feber eller andre tegn på sygdom i dagene inden operationen. Så kan vi vurdere, om vi skal udsætte operationen.

Du kan ringe (se telefonnummer nederst i teksten) eller skrive til os gennem www.minsundhedsplatform.dk.

Gennem minsundhedsplatform.dk kan du læse din journal, se prøvesvar, få overblik over dine aftaler, aflyse aftaler m.v. Log på med MitID. Du kan også hente appen ”MinSP” i App Store/Google Play.

Forbered dig inden operationen

  • Dagen før din operation (en hverdag) skal du ringe på telefon 47 32 38 20 mellem kl. 14.30-15.30 eller efter kl. 18.00 og få oplyst dit mødetidspunkt på operationsdagen.​
  • Køb evt. smertestillende medicin i håndkøb (vi anbefaler Paracetamol og eventuelt Ibuprofen). Efter operationen får du udleveret recept på smertestillende medicin, hvis det skønnes nødvendigt i din situation.
  • Planlæg spisetider i forhold til faste før operationen.
  • Du må ikke selv køre bil det første døgn efter operationen. Derfor er det vigtigt at afklare, hvordan du kommer hjem.
  • Har du hjemmepleje, så husk at give dem besked om operation.
  • Undlad at spise fiskeolie, ingefær og ginkgo biloba en uge før operationen, da det er blodfortyndende.
  • Du skal være varsom med at drikke alkohol. Vil du være på den sikre side, bør du højst drikke 10 genstande om ugen, gælder for både kvinder og mænd.
  • Drikker du normalt mere end fire genstande om dagen, bør du helt undlade at drikke mindst fire uger før operationen.
  • Hvis du ryger, bør du helt undlade at ryge i de sidste seks uger før operation.

Din medicin

  • Hvis du tager medicin, så følg de aftaler, du har lavet med de forskellige læger ved forundersøgelsen. Vær især opmærksom på evt. pause med blodfortyndende medicin og/eller diabetes medicin.
  • Husk at medbringe din vanlige medicin ved indlæggelsen.

Faste fra før operationen

  • Du må spise mad indtil seks timer før din operation.
  • Du må IKKE drikke nogen former for mælk - inkl. havremælk, mandelmælk med videre - senere end seks timer før operation
  • Du må drikke klare væsker indtil to timer før din operation - dvs. vand, saft, sodavand, te eller kaffe uden mælk.
  • Drik gerne noget med sukker to timer før operationen, så du føler dig mere mæt. Det kan være saftevand, juice uden frugtkød eller sodavand.

Hvis ikke du faster, vil din operation blive aflyst.

På operationsdagen

  • Du skal møde fastende.
  • Medbring og tag din daglige medicin, sådan som du har aftalt med lægen ved forundersøgelsen.
  • Fjern piercinger, smykker, makeup, kunstige negle og neglelak.
  • Tag et bad og vask dit hår.

Vi tager imod dig på 0. etage ved R-fløjen og fortæller dig, om tidsplanen holder. Nogle operationer tager længere tid end planlagt, så derfor kan du komme til at vente.

Du skal skifte til hospitalstøj og får en stol til at vente i. Medbring gerne læsestof, høretelefoner, tablet eller lignende til evt. ventetid.

Operationen

Du går selv op til operationsgangen. Din ledsager må gerne følge dig. Hvis du har brug for det, kan din ledsager komme med ind på operationsstuen.

Din ledsager er velkommen til at vente på strøget.

Narkoselægen bedøver dig. Operationen tager ca. en time.

Ved operationen laves et snit i huden over knuden eller cysten som derefter kan frilægges og fjernes. Ofte sendes det fjernede væv til nærmere undersøgelse. Det kan være nødvendigt at lægge et dræn (en tynd plastikslange) i såret. Drænet syes fast til huden og vil suge blod og overskydende sårsekret ud fra såret. Drænet kan tidligst fjernes næste dag, hvis der næsten ikke kommer mere blod/væske i det.

Efter operationen

Efter operationen bliver du kørt til opvågningsafdelingen. Du vil få kvalme- og smertestillende medicin efter behov. Når du er helt vågen, bliver du kørt tilbage til ØNH sengeafsnit. Du vil blive udskrevet af en læge eller en sygeplejerske, når du har det godt. Ofte er det samme dag, men i nogle tilfælde er det nødvendigt, at du bliver i ØNH sengeafsnit til i hvert fald næste dag. Er der lagt dræn, skal du f.eks. overnatte til næste dag. Hvis du skal til kontrol, får du mundtlig information af sygeplejersken, inden du går hjem.

  • Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt. Det virker bedst, hvis du tager medicinen med faste intervaller.
  • Du må spise og drikke, hvad du har lyst til.
  • Hold aktivitetsniveauet lavt i de første 1-2 uger efter operationen. Det er godt at gå en tur, men undgå tunge løft og anstrengelse. Undgå styrketræning og kontaktsport i mindst tre uger.
  • Du kan påbegynde arbejde, når du føler dig klar til det, men vi anbefaler 1-2 uger sygemelding afhængigt af dit arbejde.
  • Plasteret over dit ar fra operation og dræn kan godt kortvarigt tåle vand efter 24 timer. Undgå at få vand direkte på plasteret, men du kan gå i brusebad og blot duppe dem tørre.
  • Tråden du er syet med, er selvopløsende, dvs. der skal ikke fjernes suturer. Der kan dog være en lille knude i begge ender, som, hvis de generer, kan klippes af efter otte dage hos egen læge.
  • Beskyt dit ar med Micropore-plaster og anvend solcreme med høj faktor op til seks måneder efter operationen.

Du vil modtage information om dit kontrolforløb inden du tager hjem. Ofte vil vi blot ringe til dig ca. to uger efter operationen.

Eventuelle komplikationer/risici

Der er altid risiko for infektion og blodansamling svarende til det område, hvor du er opereret. Kontakt os, hvis du får feber over 38.0, rødme, hævelse eller tiltagende smerter omkring operationssåret.

Desuden er der risiko for:

  • Let blødning fra såret. Prøv at trykke let, der hvor det bløder. Kontakt os, hvis det bliver ved med at bløde.
  • Påvirkning af forskellige nerver afhængig af knudens/cystens placering. I sjældne tilfælde varige nerveskader. Det drejer sig oftest om enten ansigtsnerven, der giver bevægelse til underlæben eller nerven der påvirker skulderløft.

Flere informationer

Læs mere om hævede lymfeknuder på patienthåndbogen.dk.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling

Operationsafsnit

Opgang N

Lykkebækvej 1, 1. sal

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Åbningstider

Operationer gennemføres:
Mandag til torsdag kl. 8.00 - 18.00
Fredag kl. 8.00 - 15.30.

Hvis du er nødt til at melde afbud!
Ring til os med det samme. Så kan vi indkalde en anden patient og undgå lange ventelister.

Ring til os

Mandag til torsdag kl. 9.00 til 15.00
Fredag kl. 9.00 til 14.00

Tlf. 47 32 38 00

Tlf. 47 32 38 00