Gå til indhold

Børnepolypper - operation (adenotomi)

Se kontaktoplysninger
Se her hvad der skal ske, og hvordan du og dit barn forbereder jer.

Formål

Dit barn skal have fjernet børnepolypper, også kaldet adenoide vegetationer.

Forundersøgelse

Forundersøgelsen foregår i ambulatoriet inden operationen.

Her skal du tale med:

  • Lægen om operationen
  • Sygeplejersken om forløbet
  • Evt. narkoselægen om bedøvelsen
  • Dit barn skal evt. have taget blodprøver og yderligere undersøgelser

Forbered gerne en liste med dine spørgsmål, som du kan tage med til forundersøgelsen.

Hvis dit barn har feber eller er syg inden operationen

Kontakt os hurtigst muligt, hvis dit barn har feber eller andre tegn på sygdom i dagene inden operationen. Så kan vi vurdere, om vi skal udsætte operationen.

Du kan ringe (se telefonnummer nederst i teksten) eller skrive til os gennem minsundhedsplatform.dk.

Gennem minsundhedsplatform.dk kan du læse dit barns journal, se prøvesvar, få overblik over aftaler, aflyse aftaler m.v. Log på med MitID. Du kan også hente appen ”MinSP” i App Store/Google Play.

Forbered dig og dit barn inden operationen

  • Dagen før din operation (en hverdag) skal du ringe på telefon 47 32 38 20 mellem kl. 14.30-15.30 eller efter kl. 18.00 og få oplyst dit mødetidspunkt på operationsdagen.​
  • Køb evt. smertestillende medicin i håndkøb (vi anbefaler Paracetamol) Efter operationen får du udleveret recept på smertestillende medicin, hvis det skønnes nødvendigt i dit barns situation.
  • Planlæg spisetider i forhold til faste før operationen.
  • Søskende har ikke adgang til operationsgangen og opvågningen, så vi opfordrer til, at søskende bliver hjemme

Din barns medicin

Hvis dit barn tager medicin, så følg de aftaler du har lavet med de forskellige læger ved forundersøgelsen. Vær især opmærksom på diabetes medicin.

Husk at medbringe dit barns vanlige medicin ved indlæggelsen.

Faste fra før operationen

  • Dit barn må spise mad indtil 6 timer før operationen.
  • Hvis dit barn får brystmælk, må dit barn få brystmælk indtil 4 timer før operationen.
  • Dit barn må IKKE drikke nogen andre former for mælk– incl. havremælk, mandelmælk med videre - senere end 6 timer før operationen.
  • Dit barn må gerne drikke klare væsker indtil 1 time før operationen - dvs. vand, saft, sodavand eller juice uden frugtkød.
  • En time før operationen vil dit barn blive opfordret til at drikke sidste glas ”klar væske” inden operationen (se ovenfor) svarende til 3 ml/kg. Herefter må barnet ikke få noget at drikke.

Hvis dit barn ikke faster, bliver operationen aflyst.

På operationsdagen

Dit barn skal møde fastende.

Hvis dit barn får daglig medicin, så medbring og giv barnet medicinen, sådan som det er aftalt med lægen ved forundersøgelsen.

Dit barn må gerne få et bad og evt. få vasket hår.

Barnet må ikke have smykker, piercinger, ur, kunstige negle​ eller neglelak på.

Vi tager imod dig og dit barn på 0. etage i R-fløjen og fortæller jer, om tidsplanen holder. Nogle operationer tager længere tid end planlagt, så derfor kan dit barn komme til at vente.

Barnet skal skifte til hospitalstøj og I får en stol til at vente i. Medbring gerne læsestof, høretelefoner, tablet eller lignende til evt. ventetid.

Operationen

Du og dit barn går selv op til operationsgangen. Du må gerne komme med ind på operationsstuen og blive der, til dit barn sover.

Du er velkommen til at vente på strøget. Vi kontakter dig, når operationen er overstået.

Narkoselægen bedøver dit barn. Operationen tager ca. 30 min

Polypperne fjernes ved, at de skrabes bort fra næsesvælget via munden.

Efter operationen

Efter operationen bliver dit barn kørt til opvågningsafdelingen og du bliver kontaktet, så snart barnet ankommer til opvågningen. Dit barn får kvalme- og smertestillende medicin efter behov. Når barnet er helt vågent, bliver det kørt tilbage til vores dagkirurgiske afsnit. Barnet vil blive udskrevet af en læge eller en sygeplejerske, når det har det godt. Der er som regel ikke behov for kontrol på hospitalet.

  • Der vil være smerter fra munden og svælget de første par dage. Kolde drikke kan lindre smerterne, men det kan blive nødvendigt med smertestillende.
  • Hvis det sivbløder lidt i munden, kan dit barn sutte på isterninger eller knust is.
  • Barnet må spise og drikke, hvad det har lyst til. Is virker smertelindrende.
  • Dit barn skal tage det med ro de første 2 dage og må ikke komme i institution eller i skole.
  • Svømmehal og swimmingpools bør undgås den første uge.

Eventuelle komplikationer/risici

Der er altid risiko for infektion og blodansamling svarende til det område, hvor der er opereret. Kontakt os, hvis barnet får feber over 38.0.

Desuden er der risiko for

Blødning fra såret i næsesvælget. Det kan hjælpe at sutte på en isterning. Hvis det fortsætter, skal I kontakte afdelingen.

I sjældne tilfælde, ændret tale efter operationen. Det forsvinder i løbet af nogle dage og talen bliver helt normal igen.

Flere informationer

Læs mere om børnepolypper/adenoide vegetationer på

patienthåndbogen.dk.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Køge

Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling

Operationsafsnit

Opgang N

Lykkebækvej 1, 1. sal

4600 Køge

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Køge

Åbningstider

Operationer gennemføres:
Mandag til torsdag kl. 8.00 - 18.00
Fredag kl. 8.00 - 15.30.

Hvis du er nødt til at melde afbud!
Ring til os med det samme. Så kan vi indkalde en anden patient og undgå lange ventelister.

Ring til os

Mandag til torsdag kl. 9.00 til 15.00
Fredag kl. 9.00 til 14.00

Tlf. 47 32 38 00

Tlf. 47 32 38 00