For patienter og pårørende

Du kan blive henvist til os via din egen læge, speciallæge eller anden sygehusafdeling, hvis du mistænkes at have en moderat til svær funktionel lidelse eller helbredsangst i svær grad.
Din henvisning bliver sendt til Neurologisk Visitationsenhed, som på baggrund af henvisningen og eventuelt medsendte dokumenter afgør, om du vil blive tilbudt udredning i Center for Funktionelle Lidelser.
Nogle gange bliver henvisningen tilbagevist hvis fx behandlingen kan foregå hos egen læge eller praktiserende psykiater eller psykolog. I så fald får du et brev med en begrundelse i din e-boks. Det er en god ide, du opsøger din praktiserende læge, så du kan blive henvist til relevant tilbud i stedet.
Når vi modtager din henvisning, får du et brev indenfor 8 hverdage i din e-boks med tiden til din første samtale.
Ventetid til udredningssamtale
Vi har ca. 6 måneders ventetid til din første samtale.
Du er velkommen til at kontakte os for at blive skrevet op på vores afbudsliste på telefon 47 32 29 10.
Hos Center for Funktionelle Lidelser anvender vi en tværfaglig bio-psyko-social behandlingstilgang, hvorfor du vil møde flere faggrupper i din behandling. Et behandlingsforløb vil altid starte med en udredende første samtale hos en af vores læger.
Undervisning om funktionel lidelse
Formålet med undervisningen er at bedre dit kendskab til funktionel lidelse samt give dig en overordnet gennemgang af behandlingsforløbet og de forskellige behandlingsmuligheder. Vi vil hjælpe dig med at forstå de mekanismer, der vedligeholder funktionel lidelse, og give dig ideer til, hvad du selv kan gøre inden den terapeutiske del af behandlingen starter.
Gruppebehandling for funktionel lidelse
Gruppebehandlingen for funktionel lidelse varetages af en psykolog og en psykomotorisk terapeut. I er 8 deltagere i en gruppe og behandling består af 12 ugentlige sessioner og en afsluttende session efter 3 måneder. Behandlingen er en kobling af kognitiv adfærdsterapi og psykomotorisk terapi. Sessionerne kombinerer psykologiske og kropslige øvelser og veksler mellem undervisning, plenum, par- og individuelt arbejde.
Der er hjemmearbejde fra gang til gang.
Gruppebehandling for helbredsangst
Gruppebehandlingen for helbredsangst varetages af to psykologer. I er 8 deltagere i en gruppe og behandling består af 12 ugentlige sessioner og en afsluttende session efter 3 måneder. Behandlingen tager afsæt i kognitiv adfærdsterapi, hvor vi undersøger sammenhænge mellem tanker, følelser, krop og adfærd.
Der er hjemmearbejde fra gang til gang.
Individuel psykologbehandling
I den individuelle psykologbehandling behandles både funktionel lidelse og helbredsangst. Behandling består af 12 sessioner som tilrettelægges individuelt og tager afsæt i kognitiv adfærdsterapi. Vi arbejder med forståelse for din sygdom samt vedligeholdende faktorer og sammen fastlægger vi dine mål for behandlingen.
Individuel psykomotorisk behandling
Behandlingen består af 12 sessioner som tilrettelægges individuelt. Vi arbejder med forståelse for funktionel lidelse samt vedligeholdende faktorer og sammen fastlægger vi dine mål for behandlingen. I psykomotorisk terapi arbejdes mod kropslige mestringsstrategier og behandlingen består af samtale, kropslige øvelser og i nogle tilfælde manuel behandling.
Socialrådgiver
Hvis du og din læge vurderer det relevant, så kan samtaler med vores socialrådgiver indgå i dit behandlingsforløb. Socialrådgiveren kan f.eks. hjælpe med:
- Jobsituation: Rådgivning om arbejde, fastholdelse og tilpasning.
- Samarbejde med kommune: Etablering af samarbejde og netværksmøder.
- Økonomisk hjælp: Søgning af støtte og kommunale tilbud.
Spørgeskema før udredningssamtale
Udfyldes 1-14 dage før første samtale og senest samme dag:
Link til spørgeskema
Spørgeskema til patienter i gruppebehandling
Udfyldes 1-7 dage før 1. gruppebehandling: Link til spørgeskema
Udfyldes 1-7 dage før 7. gruppebehandling: Link til spørgeskema
Udfyldes 1-7 dage før 12. gruppebehandling: Link til spørgeskema
Udfyldes 1-7 dage før 3 måneders afsluttende gruppebehandling: Link til spørgeskema
Spørgeskema til patienter i individuel behandling hos psykolog eller psykomotorisk terapeut
Udfyldes 1-7 dage før 1. behandling: Link til spørgeskema
Udfyldes 1-7 dage før 7. behandling: Link til spørgeskema
Udfyldes 1-7 dage før 12. behandling: Link til spørgeskema
Parkering
Det er muligt at parkere gratis på områdets parkeringsplads i 3 timer, hvor Q-Park har sat skilte op.
Er din aftale til 1. samtale, undervisning eller gruppebehandling kan du forlænge din parkering til 6 timer på vores stander i receptionens venteområde.
Ankomst i afdelingen
Når du møder i vores afdeling, skal du melde din ankomst hos lægesekretæren i receptionen.
Ved fremmøde til 1. samtale vil sekretærer også spørge ind til dit ønske om registrering af pårørende i Sundhedsplatformen.
Vi taler kun med dine pårørende om dit forløb, hvis du har givet samtykke til det og du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage.
Transport til sygehuset
Mange har haft funktionelle symptomer i en årrække og ønsker selvfølgelig snarest mulig udredning og behandling. Grundet aktuelle ventetid til udredning og behandling i Center for Funktionelle Lidelser har vi her samlet mulige behandlingsmuligheder forud for dit forløb i Center for Funktionelle Lidelser.
Grundlaget for bedring af funktionel lidelse er en god og støttende forståelse for, hvad funktionel lidelse er. Med en god sygdomsforståelse oplever mange, at bekymringsniveauet falder, at man får øje på vedligeholdende faktorer samt mulige støttende tiltag i hverdagen. Herunder er en række links til god information om funktionel lidelse:
- Sundhedsstyrelsens hjemmeside samt deres håndbog til patienter og pårørende om funktionelle lidelser.
- Læs mere om funktionelle lidelser og helbredsangst hos:
Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitetshospital. - Læs mere om helbredsangst hos:
Angst & Stress Foreningen
Nedenstående er konkrete behandlingsmuligheder forud for forløb i Center for funktionelle lidelser:
- Privat praktiserende psykolog med erfaring i helbredsangst eller funktionel lidelse (tal eventuelt med egen læge om henvisning)
- Privatpraktiserende psykomotorisk terapeut
- Fysioterapeut
- Gradueret genoptræning gennem kommunen
En behandlingstilgang til funktionel lidelse er gradueret genoptræning. Såfremt du selv har lyst til at påbegynde arbejdet med gradueret genoptræning, er her informationsmateriale med link til pjecen selvhjælpsmanual med gradueret genoptræning.
Yderligere er et aktuelt projekt, hvor nogle kommuner i Region Sjælland tilbyder et peer-styret online mestringsforløb for patienter med funktionelle lidelser i alle sværhedsgrader. Dette er et nyt, innovativt tilbud, der skal styrke patienternes egen mestring og tilgængelighed til støtte. Du kan på deres hjemmeside se om din kommune er med i projektet. Link til projektet Mestring af funktionel lidelse.
Patientforeningen for funktionel lidelse (PFFL)
Mange med funktionel lidelse beskriver, at deres netværk har svært ved at forstå deres lidelse samt at det vil være rart at kende andre med funktionel lidelse. Hos patientforeningen findes god information om funktionel lidelse, telefonrådgivning, cafégrupper (afholdes både fysisk og online) samt en liste over anbefalede private behandlere i hele Danmark. Link til Patientforeningen for Funktionelle Lidelser.
Lydfil med progressiv afspænding
Lydfil til progressiv afspænding (OGV)
Lydfil til progressiv afspænding (MP3)
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Køge
Center for Funktionelle Lidelser
Lykkebækvej 12, 2. sal
4600 Køge
Se kort
Find vej til Sjællands Universitetshospital, KøgeRing til os
Mandag og onsdag tillige: 12.30 - 15.00
Fredag tillige: 12.30 - 14.00
Lukket weekend og helligdage
Telefontid fra kl. 9 den 1., 7., 11., 15., og 19. august samt 12. og 26. september.
Skriv til os
Øvrig information
Er du i et behandlingsforløb hos os eller indeholder din skriftlige henvendelse personfølsomme og fortrolige oplysninger, skal du skrive til os via Min Sundhedsplatform.
Opdateret tirsdag den 29. jul. 2025