Gå til indhold

Hæmatologisk Afdeling flytter og skifter navn

Se kontaktoplysninger
Hæmatologisk Afdeling flytter til Køge Universitetshospital den 4. oktober og skifter samtidig navn til Afdeling for Blodsygdomme. Her kan du læse om, hvad flytningen betyder for dig.

Den 4. oktober 2026 flytter afdelingen fra Roskilde til Køge Universitetshospital. Fra mandag den 5. oktober foregår patientbehandling og ambulante besøg i Køge - vi glæder os til at tage imod jer i vores nye rammer i Fløj D ved indgang 5.

Adressen er:
Køge Universitetshospital 
Lykkebækvej 1 
4600 Køge

Hvad kommer afdelingen til at hedde?

Vi skifter navn fra Hæmatologisk Afdeling til Afdeling for Blodsygdomme. Samtidig skifter det nuværende ambulatorium navn til Klinik 1. M-SEMI og L-daghospital ligger fortsat i sengeafsnittet og skifter navn til Klinik 2.

Til dig, der er patient

Hvis du allerede har modtaget et indkaldelsesbrev med en tid i Roskilde, skal du ikke gøre noget. Fra uge 39 begynder vi at sende nye indkaldelsesbreve i e-Boks. Her vil det fremgå, at din tid er flyttet til Køge.

Dato og tidspunkt vil være det samme som i din oprindelige aftale – enkelte dage har ambulatoriet åbent til kl. 18 til behandlinger. Når du ankommer, skal du tjekke ind på en af standerne på Strøget.

Hvor ligger Klinik 1?

Klinik 1 ligger i Fløj D, 1. sal, på samme gang som Afdeling for Kræftbehandling. Se et kort over Køge.

Hvor ligger Klinik 2?

Klinik 2 ligger i sengeafsnittet i Fløj D på 5. sal. Er du i tvivl om, hvor du skal gå hen, når du kommer op på etagen, er du velkommen til at spørge i receptionen. Se et kort over Køge.

Hvor skal jeg vente, når jeg kommer?

Når du har tjekket ind, vil du som udgangspunkt blive bedt om at tage plads i ventearealerne på Strøget i stueetagen. Venteområdet i Klinik 1 er meget begrænset og er primært forbeholdt patienter, som:

  • har været til lægesamtale og venter på behandling hos sygeplejersken
  • venter på at få udleveret medicin

Vi håber på din hjælp og forståelse i den første tid efter flytningen, mens patienter og personale vænner sig til de nye rammer. 

Vores vigtigste mål er fortsat, at du modtager behandling af høj kvalitet og føler dig tryg gennem hele dit forløb.

Må jeg som pårørende komme med?

Pårørende er meget velkomne til lægesamtaler, men der er desværre ikke plads på behandlingsstuerne. Mens behandlingerne gives beder vi pårørende om at vente nede på Strøget, da der desværre ikke er plads i klinikkens venteområde.

Jeg plejer at få udleveret medicin af ambulatoriet, hvad gør jeg nu?

Vi opfordrer dig til at afhente din medicin i en af de 14 medicinbokse, der er stillet op i hele Regionen. Du skal bestille din medicin hos os minimum 7 dage før afhentning i medicinboks. Her kan du se, hvordan du får udleveret medicin.

Du kan stadig få udleveret medicin i forbindelse med, at du har en aftale til behandling eller lægekontrol i Klinik 1. Det er desværre ikke muligt at hente medicin på andre tidspunkter.

Skal jeg møde nye læger og sygeplejersker?

Nej. Det er de samme læger, sygeplejersker og øvrige medarbejdere, som du kender fra Roskilde, der tager imod dig i Køge.

Hvor kan jeg parkere?

Der er mulighed for parkering på hospitalets områder med 3 timers parkering. Du kan med fordel parkere i nærheden af indgang 5. Læs om parkering i Køge.

Hvad sker der i forbindelse med selve flytningen?

I uge 40 flytter vi gradvist inventar og udstyr til Køge. Det nuværende ambulatorium i Roskilde holder åbent mandag, tirsdag og onsdag. 

Torsdag 1.10 og fredag 2.10 er klinikken lukket for patientbesøg, da vi pakker og flytter. Du kan fortsat kontakte afdelingens lægesekretærer via callcenteret på disse dage.

Hvad hvis jeg er indlagt i uge 40?

Sengeafdelingen i Roskilde nedtrappes gradvist i forbindelse med flytningen. Hvis du eller en pårørende er indlagt omkring flyttetidspunktet, vil I modtage særskilt information om, hvordan flytningen påvirker netop jeres forløb.

Hvad hvis jeg deltager i et forskningsforsøg?

Forskningsenheden flytter også til Køge Universitetshospital. Hvis du deltager i et forskningsforsøg, vil du fortsat modtage forsøgsbehandling og blive fulgt af de samme projektsygeplejersker som hidtil. Dine besøg vil foregå i Klinik 1 eller på sengeafsnittet, afhængigt af dit forløb. 

Der er dog én undtagelse: Hvis du følges i CHIP-klinikken hos vores ph.d.-studerende om torsdagen, vil disse besøg fortsat foregå i Roskilde. Du vil modtage særskilt information, hvis dette gælder for dig.

Har du spørgsmål?

Hvis du er i tvivl om, hvor du skal møde, eller har spørgsmål om din aftale, er du altid velkommen til at kontakte Afdeling for Blodsygdomme:

  • Du kan skrive til os via MinSP app’en, her får du svar inden for tre hverdage.
  • Telefonnummeret til call-centeret er uændret 47324800 mellem kl. 8-12.

Vi glæder os til at tage imod dig på Køge Universitetshospital.