Gå til indhold

Kejsersnit

Se kontaktoplysninger
Her finder du praktisk information om planlagt og viden om akut kejsersnit.

Kejsersnit

Ca. hver 5. barn i Danmark fødes ved kejsersnit. Der kan være mange årsager til at foretage et kejsersnit. Beslutningen om kejsersnit træffes af en fødselslæge i samråd med dig og din partner.

Du kan læse mere om kejsersnit og vaginal fødsel her:

Kejsersnit eller vaginal fødsel

Planlagt kejsersnit

Når beslutningen er truffet og du har fået en tid til et planlagt kejsersnit. 

Du kan med fordel se vores videovejledninger, bestående af 11 små film med praktiske information før, under og efter dit kejsersnit. 

Se vores videovejledning om kejsersnit

Virtuelt informationsmøde

Cirka 1 måned før dit kejsersnit modtager du en invitation til et virtuelt informationsmøde, hvor en jordemoder vil gennemgå forløbet. 

Dette vil foregå torsdagen før dit kejsersnit fra kl. 09.00-10.00 via MinSP. 

Mødetid

Du ringes op sidste hverdag før dit kejsersnit, der vil du få besked om hvornår du skal møde op til kejsersnittet. 

Du skal møde på afsnit for mødre og nyfødte, G73 på 3. sal

På operationsdagen

Inden kejsersnittet, beder vi dig tage et bad. Vær opmærksom på at de to øverste cm af kønsbehåringen skal være trimmede, men ikke nybarberede. Det er vigtigt, at du ikke smører dig ind i hudplejeprodukter efter badet.

Du skal også huske følgende:

  • Fjern neglelak.
  • Undlad at bære smykker, ur, hårpynt.
  • Medbring taske med tøj og toiletting.
  • Tager du fast medicin er det vigtigt, at du også medbringer dette
  • Du skal faste (dvs. ikke spise) fra midnat. Dog kan du indtil 2 timer før kejsersnittet drikke vand eller tynd saftevand.

Din partner eller anden pårørende, som skal med til kejsersnittet, vil få udleveret tøj og sko, som skal bæres på operationsstuen.

Efter kejsersnittet

Efter kejsersnittet bliver du kørt på opvågningen, hvor du skal overvåges et par timer til bedøvelsen begynder at fortage sig. Der er mulighed for at du kan have dit barn hos dig og lægge det til hvis du ønsker at amme. Læs mere om amning under barsel

Timerne efter

Ca. seks timer efter kejsersnittet skal du prøve at komme ud af sengen for at få kroppen i gang efter operationen. Du skal helst så hurtigt som muligt ud at gå en lille tur rundt i Barselsafsnittet.

Vi fjerner kateteret fra blæren. Du skal gerne have tisset indenfor fire timer efter, vi har fjernet kateteret. Nogle kvinder har svært ved at tisse af sig selv, efter de har haft et kateter i blæren. Sig til, hvis det er svært for dig.

Mad og drikke Du må spise og drikke, som du har lyst til - du kan dog godt opleve at have lidt kvalme.

Dagene efter

I dagene efter operationen skal du veksle mellem at sidde, at gå rundt og at ligge og hvile dig. Normalt vil du selv kunne klare at komme i bad og passe og skifte dit barn dagen efter, du har født. De fleste har dog brug for en ledsager, som hjælper.

Plaster og tråde Ca. et døgn efter kejsersnittet vil du få plasteret over arret fjernet. Du kan derefter gå i bad som du plejer. Du skal ikke have fjernet tråde. Du er syet indvendigt med en tråd, der opløser sig selv. Den kan ikke ses udefra. Når plasteret er væk, vil der stadig sidde strips på, som holder huden sammen. Disse strips skal du fjerne senest 1 uge efter dit kejsersnit.

Du har født ved kejsersnit - enten planlagt eller uplanlagt. Her kan du læse om dagene efter et kejsersnit, og hvad du skal være opmærksom på i tiden efter.

Ugerne efter

Du bør ikke bære noget tungere, end dit barn i lift, de første 4 til 6 uger efter kejsersnittet.

Hold gang i tarmene efter kejsersnittet

Når du er blevet opereret i maven, kan tarmene gå i stå. Det kan give kvalme og mavesmerter, fordi det kan være svært ved at komme af med luft og afføring. For at få tarmfunktionen i gang efter bedøvelsen får du også tabletter, der fremmer tarmens arbejde, indtil du har afføring. Derefter skal du stoppe med at tage dem. Motion er vigtigt for at få maven i gang igen, derfor bør du gå ture dagligt. Du bør også drikke rigelig væske. Det kan også hjælpe at tygge tyggegummi, da det får tarmene til at bevæge sig. Vi anbefaler, at du efter operationen tygger tyggegummi tre gange om dagen i tilsammen en time. Du skal fortsætte, indtil tarmene fungerer igen.

Behandling af smerter

Efter kejsersnittet vil du have smerter i såret og sammentrækninger i livmoderen, såkaldte efterveer, der ofte kommer, når du ammer. Under indlæggelsen vil du få udleveret smertestillende medicin med faste intervaller. Det er medicin, som ikke påvirker barnet gennem modermælken.

Udskrivning

Vi anbefaler at du minimum er indlagt et døgn til observation efter kejsersnittet. Når maven fungerer, og du smertemæssigt kan klare dig med håndkøbsmedicin, vil du i samråd med personalet finde ud af, hvornår du er klar til at blive udskrevet. 

Akut kejsersnit

Hvis fødslen allerede er i gang og der opstår komplikationer med mor eller barn, så kan en mulighed være at få foretaget et akut kejsersnit.

Der kan være to årsager til at få lavet et akut kejsersnit:

  1. Hvis fødslen tager lang tid og vi skønner, at barnet ikke kan fødes vaginalt. Inden man træffer sådan en beslutning vil vi sammen have forsøgt mange tiltag, for at hjælpe fødslen på vej.
  2. Vi overvåger barnets hjertelyd undervejs i fødslen og hvis der er tegn til, at barnet ikke kan tåle veerne eller fødslen, kan kejsersnit også komme på tale.

De fleste akutte kejsersnit foregår så roligt, at partneren kan komme med, og vi har god tid til at forklare, hvad der skal ske. I de tilfælde vil det akutte kejsersnit foregå på stort set samme måde, som det planlagte. Se særskilt side om kejsersnit.

I visse tilfælde skal kejsersnittet dog foregå meget hurtigt, og det kan være nødvendigt, at moderen kommer i fuld bedøvelse. I disse tilfælde kan partneren ikke være med under operationen, men vi vil hurtigst muligt informere og bringe familien sammen igen.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Graviditet, fødsel og barsel

Sygehusvej 10

4000 Roskilde

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Besøgstider

Vi har fri besøgstid - vis hensyn. Hviletid kl. 12.30-14.30 og efter kl. 21.00

Ring til os

Mandag-torsdag fra kl. 9.00-15.00
Fredage fra kl. 9.00-14-00

Giv os besked, hvis du er nødt til at melde afbud, ændre din tid eller er forsinket. Så kan vi indkalde en anden, og undgå lange ventetider.

Tlf. 47 32 40 40

Tlf. 47 32 40 40

Akutte opkald

Tlf. 47 32 40 73

Tlf. 47 32 40 73