Når du skal føde på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, har du/I mulighed for at vælge barselsophold enten på vores Afsnit for barsel eller som hjemmebarsel.
Hvis graviditeten og fødslen forløber normalt og både mor og barn er velbefindende efter fødslen, kan I med fordel overveje at tage hjem 4-6 timer efter fødslen og dermed overgå til hjemmebarsel.
I nogle tilfælde kan enten mor eller barn efter fødslen have behov for tæt overvågning, behandling og pleje, der vil vi anbefale, at de første dage efter fødslen sker under indlæggelse på vores Afsnit for barsel.
Både under jeres besøg i jordemoderkonsultationen samt til vores fødsels- og familieforberedelse, vil I få orientering om jeres barselsmuligheder. Vi opfordrer til, at I deltager i fødsels- og familieforberedelse, samt stiller de spørgsmål til jeres jordemoder, som I har brug for, for at træffe det rigtige valg for dig/jer.
Den endelige beslutning om barselsophold bliver som regel først taget på fødestuen i timerne efter fødslen.
Personalet på Afsnit for barsel
På Afsnit for barsel er der cirka 30 faste sundhedspersonaler, fordelt mellem jordemødre og sygeplejersker. Vi har stor mangfoldighed inden for alder og erfaring. En sygeplejerske/jordemoder varetager typisk plejen af 3-5 familier.
Rådgivning døgnet rundt
Hvis I får brug for hjælp, efter I er kommet hjem, kan I den første uge efter fødslen kontakte os på tlf. 47324073.
Det gælder, uanset om I er på hjemmebarsel eller har været indlagt på Barselsgangen. Her kan I få telefonisk hjælp fra en jordemoder eller sygeplejerske hele døgnet. Det vil primært dreje sig om spørgsmål vedrørende tegn på mistrivsel hos mor eller barn, amning og spædbarnspleje.
Efter de første 7 døgn efter fødslen skal man kontakte egen læge eller Akuttelefonen 1818 uden for lægens åbningstid.