Gå til indhold

Hormoncreme

Se kontaktoplysninger
Hormonpræparater er cremer, salver eller linementer, der indeholder binyrebarkhormon. I nogle hormoncremer er der blandet bakteriedræbende eller svampedræbende stoffer.

​Hvordan virker hormoncreme?

  • Dæmper rødme
  • Dæmper hævelse af huden
  • Dæmper kløe
  • Medfører opheling af huden

Forskellige styrker af hormoncreme

Hormoncremer inddeles i fire grupper, hvor gruppe 1 er den mildeste og gruppe 4 er den stærkeste. Sådan bruger vi hormoncremerne:

  • Gruppe 1: Omkring øjnene.
  • Gruppe 2: I ansigtet, ører, hals, hårbunden, under armene, under brysterne, i lysken, i hudfolder og på kønsdelene.
  • Gruppe 3+4: Kroppen, arme, ben, hænder og fødder. Gruppe 4 må ikke bruges på børn.

Det er vigtigt altid at følge lægens anvisninger for hvor, hvor ofte og hvor længe der skal smøres med hormoncreme. Hvis ikke anvisningerne følges, er der risiko for at behandlingen ikke virker, eller for bivirkninger. Dog er der nogle generelle retningslinjer.

Hormoncreme bruges 1 gang om dagen i typisk 2 uger. Vedligeholdelsesbehandling hvor der smøres 2 gange om ugen i 2-4 måneder.

Hormoncreme skal altid smøres på huden i et tyndt lag. Der opnås ikke bedre effekt ved at smøre i et tykt lag. Tværtimod øges risikoen for bivirkninger. Det er en god ide at lægge hormoncremen på en spatel, når du begynder at smøre. Så har du styr på hvor meget hormoncreme du bruger.

Hormoncreme smøres på huden med lange bløde strøg. Der skal smøres i hårenes retning, hvilket som regel er oppefra og ned. Gnides cremen ind i huden med cirkulære bevægelser, er der risiko for at irritere hårsækkene, og derved danne små bumser. Når hormoncremen er trængt ind i huden, kan der smøres med fugtighedscreme.

Bivirkninger

Risikoen for bivirkninger er lille, hvis hormoncremerne bruges som anbefalet. De mulige bivirkninger, som af og til ses ved lang tids brug af stærke hormoncreme er:

  • Tynd pergamentagtig hud
  • Blodsprængninger i de små kar
  • Strækmærker i huden
  • Bumser
  • Øget lokal hårvækst
  • Grøn eller grå stær ved brug omkring øjnene.

Hårbundsbehandling

Hårbundsbehandling kan være gavnlig til behandling af eksem, psoriasis, infektion, alopecia samt andre hårbundslidelser. Afhængig af diagnosen behandles med forskellige cremer, salver eller linnementer. Hårbunden kan behandles dagligt eller nogle gange om ugen afhængigt af tilstanden.

Dette skal du bruge:

  • 1 kam evt. med gaze mellem kammens tænder for at lette rengøringen af kammen bagefter
  • 1 klæde til at lægge om skuldrene
  • 1 spatel til behandlingsmidlet. 

Fremgangsmåde

  • Klædet lægges om skuldrene.
  • Håret redes godt igennem.
  • Der laves en midterskilning i håret, og behandlingsmidlet smøres på hårbunden.
  • Parallelt med, eller vinkelret på denne midterskilning skilles håret med 1 cm afstand. Hele hårbunden behandles ved denne fremgangsmåde.
  • Undgå, så vidt muligt, at komme behandlingsmidlet i håret. Er hårbunden behandlet med et tjærepræparat, skal hårbunden beskyttes mod solens stråler, med en kasket eller et tørklæde.

Hårvask efter hårbundsbehandling

Efter en eller flere dages behandling vaskes håret, hvorved løse skæl og skorper fjernes. I tilfælde hvor håret ikke er fedtet, følges nedenstående fremgangsmåde.

  • Kom shampoo i det tørre hår og massér det godt ind.
  • Skyl med vand. Gentag hårvask om nødvendigt.
  • Når håret er tørt, kan hårbunden smøres med det ordinerede behandlingsmiddel igen.

Er hårbunden behandlet med et tjærepræparat, følges nedenstående fremgangsmåde:

  • Babyolie masséres godt ind i håret.
  • Aftør så meget af olien som muligt i et håndklæde.
  • Kom shampoo i håret, og massér det godt ind.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Dermatologisk Afdeling

Sygehusvej 5

4000 Roskilde

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Ring til os

Hverdage kl. 8.00-12.00

Tlf. 47 32 26 00

Tlf. 47 32 26 00

Skriv til os

Øvrig information

Undersøgelse og behandling af hudsygdomme og kønssygdomme.