Gå til indhold

IPL og laser

Se kontaktoplysninger
IPL og laser kan i nogle tilfælde bruges til behandling af forskellige tilstande og sygdomme i huden.

IPL og laser til behandling af blodkarforandringer 

Vi behandler blodkarforandringer i ansigtet og på brystet, som er kommet i forbindelse med en hudsygdom eller efter strålebehandling. I særlige tilfælde behandler vi også andre sygelige forandringer i eller på huden.

Blodkarforandringer i ansigt, på hals og bryst kan være en del af aldringsprocessen. Rent kosmetiske forandringer behandles som udgangspunkt ikke på hospitalet.

Flere typer hudsygdomme kan give blodkarforandringer bl.a. rosacea. Blodkarforandringer kan også være en følgevirkning efter strålebehandling for kræftsygdom, eller opstå i forbindelse med forskellige typer medicin, for eksempel Prednisolon. 

Andre typer af blodkarforandringer kan være medfødte eller opstå kort efter fødslen. For eksempel jordbærmærker eller portvinsmodermærker, der kan mindskes med IPL eller laser. Jordbærmærker forsvinder for det meste spontant.

Hvordan virker IPL og laser til behandling af blodkarforandringer?

Lysenergi fra IPL- eller laser-apparatet udsendes fra et håndstykke, der holdes mod hudens overflade. Energien optages hovedsageligt i hudens små blodkar, som derfor går til grunde på grund af opvarmning. Dette kan føles som et stikkende ubehag. Efter 1-3 behandlinger bliver hudens farve gradvist mere lys og ensartet.

IPL og laser til behandling af blodkarforandringer 

IPL til patienter med HS

Vi fjerner hår med IPL hos nogle patienter med HS under armene og i genitalområdet. Lægen vurderer om der er mulighed for, at du vil få gavn af IPL-behandling. Behandlingen gives ca. hver 4. uge. Du vil få 6 IPL-behandlinger og derefter skal du til lægekontrol.

Hvordan virker IPL og laser til HS?

Det er kun muligt at fjerne mørke hår med IPL. Lyset fra laseren opfanges af hårets mørke farvestof melanin. Lyset omdannes til varme, der ødelægger håret. Ved HS ses det ofte, at der kommer mere ro i sygdommen, når hårsækkene ødelægges med IPL-behandling.

IPL til patienter med HS

IPL til patienter med Hirsutisme

Når kvinder udvikler behåring andre steder end i armhuler og i skridtet, kaldes det hirsutisme. Vi behandler kun undtagelsesvist uønsket hårvækst i ansigtet, der også kaldes hirsutisme. Det er udelukkende i ansigtet, at vi IPL-behandler hirsutisme. Behandlingen gives cirka hver 4. uge. Som udgangspunkt skal du regne med 4-8 behandlinger. Derefter skal du til lægekontrol.

Hvad er årsagerne til Hirsutisme?

Cirka halvdelen af tilfældene kaldes idiopatisk hirsutisme, hvor øget hårvækst optræder familiært. Den næst-hyppigste årsag til hirsutisme er polycystisk ovarie syndrom (PCOS). Det er en tilstand med forandringer i æggestokkene, som medfører, at den normale hormonbalance forstyrres.

Hvordan behandles Hirsutisme?

PCOS behandles hos gynækolog. Uanset årsagen til Hirsutisme kan følgende gøres:

  • Barbering
  • Hårfjerningscreme
  • Voksbehandlinger
  • Fjernelse af hår med pincet
  • IPL.

IPL til patienter med Hirsutisme

Bivirkninger 

Det kan føles varmt og stikkende i huden under behandlingen. Det er almindeligt med rødme og hævelse i området. Det går oftest over inden for timer til få dage. Der kan komme let skældannelse eller små sår. I sjældne tilfælde kan der opstå langvarige pigmentændringer eller
små ar efter behandlingen. Der er en øget risiko for forbrændning i huden ved solbrændthed eller pigmenteret hud af anden årsag. Skønnes det, at din hud er for solbrændt eller pigmenteret, må behandlingen derfor i nogle tilfælde udsættes. Huden plejes bedst ved at blive vasket dagligt og må gerne smøres med uparfumeret fugtighedscreme.

Det er vigtigt at påpege, at nogle oplever at hårvæksten forværres ved IPL behandling. Der vil være hårvækst i 7-30 dage efter behandlingen. Dette er ikke ny hårvækst, men de behandlede hår der udstødes fra huden. Hår, der var i en hvilende fase på behandlingstidspunktet, kan afhængigt af kropsområdet blive aktive i løbet af 1-6 måneder.

Gravid og ammende

Du må ikke være gravid eller ammende, når du får IPL behandling.

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Dermatologisk Afdeling

Sygehusvej 5

4000 Roskilde

Se kort

Find vej til Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Ring til os

Hverdage kl. 8.00-12.00

Tlf. 47 32 26 00

Tlf. 47 32 26 00

Skriv til os

Øvrig information

Undersøgelse og behandling af hudsygdomme og kønssygdomme.