Morten Ziebell
Vær fagligt modige og vær nærværende
Vi skal ikke nå mere, vi skal nå det rigtige. Sådan lød ét af budskaberne på årets Sundhedsfaglige Festival, der bød på oplæg om overdiagnosticering i sundhedsvæsenet, forrygende fællessang og samtaler om værdighed og håb.
450 kolleger fra Sjællands Universitetshospital var samlet, da årets Sundhedsfaglig Festival løb af stablen i Roskilde Kongrescenter.
Programmet var spækket med faglige oplæg, SUH Talks om nogle af de nyeste forskningsprojekter fra hospitalets egne afdelinger og samtaler om, hvordan et hospital som Sjællands Universitetshospital vil håndtere det voksende aktivitetsniveau i sundhedsvæsenet.
“Jeg er ved at drukne i raske, bekymrede patienter,” sagde speciallæge i almen medicin John Brandt Brodersen, der sammen med antropolog Alexandra Brandt Ryborg Jønsson gæstede festivalen og holdt dagens første oplæg om overdiagnosticering i sundhedsvæsenet.
De slog dermed kimen an til et af dagens store samtaler, nemlig det galopperende aktivitetsniveau, der nu betyder, at sundhedspersonalet i Danmark i dag laver dobbelt så meget som for blot tyve år siden.
”Det vælter ind over os,” som Morten Ziebell formulerede det i sit foredrag senere på dagen foran en pakket sal.
”Der bliver nu lavet mere end 1 mio. aktiviteter i det danske sundhedsvæsen om dagen. Om dagen!”
Den lægefaglige vicedirektør understregede, at han vil have knækket den kurve. Alle de meningsløse og ikke-evidensbaserede aktiviteter skal ud af Sjællands Universitetshospital.
”Vi får ikke flere penge, det skal vi ikke regne med. Og vi løser det heller ikke kun med flere sygeplejersker. Vi har brug for at få skåret ned i antallet af aktiviteter. Og det har vi brug for jeres hjælp med,” sagde han og opfordrede alle til at ”kigge grundigt ind i egen biks”:
”Vi har brug for mod til at turde gå en anden vej end de andre hospitaler. Vi skal ikke nå mere. Vi skal nå det rigtige,” sagde Morten Ziebell og udløste klapsalver i salen, da han sluttede af med at sige:
”Vær fagligt modige, vælg klogt, vær nærværende. Vi har brug for jer.”
Dagen bød også på festlige indslag som fællessang, et musikalsk indspark fra satiregruppen MAGT og sidst, men ikke mindst prisuddeling, hvor årets forsker, underviser, innovatør, kollega, leder samt vinderne af Patienternes Pris blev kåret under store klapsalver og hujen.
Se højdepunkter fra Sundhedsfaglig Festival 2023
Over 450 medarbejdere var tirsdag den 13. juni samlet til årets Sundhedsfaglig Festival, hvor fagligheden og fællesskabet på Sjællands Universitetshospital blev hyldet.
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Her kan du se, hvem der vandt årets priser
Opdateret tirsdag den 27. jun. 2023