Patienthistorie fra Henrik Lundquist

 Af Jutta Weinkouff

’Hvis vi vælger at operere dig, er det så farligt, at du kan dø af det,’ sagde Andrea Floyd, fedmekirurg på SUH Køge.

’Se på mig. Jeg er allerede død. Jeg er en omvandrende zombie,’ svarede Henrik Lundquist.

Samtalen fandt sted på Bariatrisk Klinik på SUH Køge i 2011. 39-årige Henrik Lundquist, som på det tidspunkt vejede 197 kilo fordelt på bare 157 cm. var blevet henvist til Køge af egen læge efter flere fejlslagne forsøg på at få styr på vægten på både offentlige og private hospitaler.

På det tidspunkt var Bariatrisk Klinik helt nystartet på SUH Køge, og Henriks BMI lå meget over, hvad klinikken havde prøvet at operere på det tidspunkt. Men selv om det var farligt at operere, stod det lysende klart, at det var lige så farligt at lade være. Kontakten til Bariatrisk Klinik på SUH Køge blev et vendepunkt for Henrik. Klinikken var måske nok nystartet, men Henrik oplevede, at han fik svar på sine spørgsmål, og han følte sig forstået, taget alvorligt og lyttet til. Og frem for alt følte han sig ikke udskammet pga. sin størrelse.

Massiv spiseforstyrrelse
I 25 år havde Henrik Lundquist spist alt, hvad han kunne få fat i og hans økonomi tillod. Han spiste på alle tider af døgnet – også om natten, når hans tiltagende fedmebetingede søvnapnø fik ham til at vågne i panik over ikke at kunne trække vejret. Så spiste han igen, nu han alligevel var vågen.

’Jeg levede i min egen lille boble, hvor jeg kun tænkte på mad og intet andet,’ husker Henrik. ’Og ingen skulle fortælle mig, hvad jeg skulle og ikke skulle. Jo større jeg blev, jo mere råbte og skreg og skældte jeg ud, når nogen ville fortælle mig, at jeg havde et problem.’

En nøgleperson i Henriks kamp mod kiloene, er hans storesøster, Naja Lundquist. Naja påtog sig allerede i en tidlig alder et stort ansvar for Henrik, men jo større han blev, jo sværere blev det at få kontakt med ham.

’Henriks søvnapnø satte ham tilbage. Han blev meget aggressiv, og i perioder virkede det, som om han simpelthen var retarderet,’ fortæller Naja.

’Ring til Køge’
Henrik skulle tabe 10 % af sin kropsvægt, før kirurgen ville se ham igen. Samtidig var det vigtigt for klinikken at få et realistisk indtryk af, om Henrik ville kunne overholde de kostrestriktioner, han skulle leve under efter operationen, så der var tæt kontakt i hele forløbet.

Storesøster Naja Lundquist tog Henrik ind i sit og familiens hjem, og det var Naja, der styrede det næste halve års diæt. Det var en kamp. Henrik følte, at han boede i et fængsel, han blev vred og aggressiv, og Naja følte sig som fængselsvagt.

Men samtidig fik Naja luft, da SUH Køge overtog Henrik og fik ham til at føle sig tryg. Pludselig følte Naja, at hun kunne være søster igen og ikke kun diætist, sygeplejerske, mor osv. Når Henrik havde spørgsmål, kunne Naja sige: ’Ring til Køge’. Og det gjorde han.

På Køge fik Henrik altid sin kontaktsygeplejerske Marlene i røret. Klinikken forsøgte at holde kontakten på én hånd for at sikre, at aftaler blev overholdt, så det ikke var muligt at løbe om hjørner med forskellige medarbejdere.

’Jeg følte mig i trygge rammer på klinikken, fortæller Henrik.’ Jeg vidste, hvem jeg fik i røret, når jeg ringede. Når man er så stor som mig, er det ydmygende nok i forvejen – det var rart at vide, at det kun var disse få mennesker, der skulle se mig og snakke med mig, og de var med mig hele vejen.’